Fortsæt til indhold

Det er akut med den grønne omstilling

Mira Issa Bloch fra Alternativet mener, at Skanderborg Kommune er uambitiøse, når det kommer til den grønne omstilling. Der skal handles nu, og det er i høj grad grøn omstilling, byrådsmedlemmet går til valg på.

Politik

Mira Issa Bloch fra Alternativet kan ikke komme i tanke om ét grønt tiltag, hvor Skanderborg Kommune er gået forrest. Hun tænker sig om, mens hun sidder i sin grønne kjole, som fint illustrerer, hvad det er, den 51-årige socialpædagog, byrådsmedlem og folketingskandidat går til valg på.

Det er vigtigt for mig, at familier, som har det svært, kan få den hjælp, som de har brug for.
Mira Issa Bloch

Skanderborg Kommune bør gå forrest i langt flere sammenhænge, når det kommer til grøn energi og biodiversitet, og ifølge hende er en stemme på Alternativet til kommunalvalget en stemme til den grønne omstilling.

»Der skal handles nu, og det handler både om at tænke bæredygtighed ind i nybyggeri, men også at vi skal begynde at udfase grisene i kommunen. Både fordi dyrene ikke bliver behandlet godt nok, men også fordi, svineproduktion er en kæmpe belastning for klimaet. Jeg ser gerne, at vi udfaser svin til fordel for plantebaseret mad,« siger hun.

Naturen som behandling

Mira Issa Bloch har netop købt sig et bæredygtigt kolonihavehus, og hun håber, at flere vil tænke solceller ind i nybyggeri. Selv elsker hun naturen, hun vinterbader og dyrker yoga, og bliver hun valgt ind på ny, vil hun arbejde for, at naturen i højere grad skal bruges som behandling til dem, der har ondt i livet. Det er måske også dem, som går under betegnelsen udsatte eller sårbare, men Mira Issa Bloch foretrækker at omtale dem som mennesker med de største udfordringer.

»Det er vigtigt for mig, at familier, som har det svært, kan få den hjælp, som de har brug for. I dag er det alt for svært at blive visiteret til at få hjælp, og sådan skal det ikke være. Der er næppe nogen familier, der søger hjælp, som ikke har brug for den,« siger hun. Derfor vil hun, hvis hun bliver valgt til Byrådet, kæmpe for bedre vilkår til de mest sårbare i kommunen. Det indebærer også andre og alternative behandlingsmuligheder, som er funderet i naturen.

Vi kunne som et eksempel arbejde med biodiversitet langs veje. Gøre lidt ud af det, så det rent faktisk bliver pænt at se på
Mira Issa Bloch

»Vi skal i langt højere grad anvende naturen som behandling. Vi skal give de borgere, som har det svært, mere af det nære. Det kan også være mindfulness eller andet - natur på recept,« siger hun.

Samtidig vil hun lægge op til, at kommunen skal plante langt flere urørte skove, ligesom hun har konkrete planer for en bedre biodiversitet i kommunen.

»Vi kunne som et eksempel arbejde med biodiversitet langs veje. Gøre lidt ud af det, så det rent faktisk bliver pænt at se på, det kan man sagtens.«

Pengene skal følge barnet

En anden mærkesag for den grønne politiker er børn og unge. Minimumsnormeringerne skal så hurtigt som muligt implementeres i daginstitutionerne, mens hjemmepasning i langt højere grad skal være en tilbud for forældrene. Også gerne med en større pose penge, end den, som medfølger i dag.

»Jeg mener i høj grad, at pengene skal følge barnet. Med det mener jeg, at det skal gøres mere attraktivt at passe sit barn hjemme. Det vil samtidig medføre et mindre pres på institutionerne. Samtidig går jeg også ind for et mere mangfoldigt udbud af institutioner. Vi vil også gerne have flere private børnehaver, fordi vi tror på, at de måske kan tilbyde noget andet end de offentlige. På den måde bliver udbuddet forskelligt.«

Også de unge kan, ifølge Mira Issa Bloch, se frem til flere fællesskaber og flere mødesteder, skulle hun blive genvalgt.

»Alt for mange unge mistrives, og det skal vi gøre noget ved. Det kan være i form af nye fællesskaber, og måske ikke kun dem, der handler om fællesskaber for angst eller andre sygdomme, men store fællesskaber, hvor de unge kan samles, og hvor vi måske får nogle unge ambassadører til at sørge for, at alle er med.«

Håber på et mandat

Til spørgsmålet om, hvorvidt Mira Issa Bloch regner med at blive genvalgt til kommunalvalget, er svaret klart.

»Vi håber på at få i hvert fald et mandat, men jeg ved også godt, at Alternativet vil gå tilbage,« siger hun, da samtalen bevæger sig over på den uro, der har været i Alternativet de seneste år.

Samtidig har hun en fornemmelse af, at borgerne i Skanderborg Kommune efterhånden kender hende godt og ikke mindst, hvad hun står for, og det kan ifølge Mira Issa Bloch blive en fordel ved det kommende kommunalvalg.