Nu vil "boblerne" ses: Arrangerer valgdebat kun for nye kandidater
For en ny og ukendt byrådskandidat er det svært at blive set i valgkampen. Derfor inviterer Andreas Tang-Brock (S) til valgdebat kun for de nye kandidater.
Som ny kandidat må man lide den tort, at se spidskandidaterne løbe af sted med de gode lunser. Det er dem, der fokuseres på i valgkampen, og det er dem, der får langt de fleste invitationer til valgmøder.
Den skæbne vil den nyopstillede socialdemokratiske byrådskandidat, Andreas Tang-Brock fra Ry, dog ikke lade sig spise af med, og derfor har han valgt at angribe valgkampen med et nyt valgdebat-koncept forbeholdt de nye og ukendte kandidater.
Det er i hvert fald en ny måde at angribe den politiske debat på, og forhåbentlig vil det tage debatten helt nye steder henAndreas Tang-Brock, byrådskandidat for Socialdemokratiet
»Siden jeg for et år siden annoncerede mit kandidatur, så har jeg lagt mærke til, hvor meget at fokuseres på de kendte kandidater. Det er dem på de øverste pladser, der får mest plads i valgkampen. For os længere nede på listerne er det mere end svært at komme til orde og blive vist frem. En valgkamp er jo på mange måder en markedsføringskampagne,« fortæller Andreas om baggrunden for ideen om at arrangere en valgdebat kun for de ukendte politiske boblere.
Nyt koncept
»Jeg har lagt vægt på, at det ikke skal være en klassisk debat, hvor hver kandidater får et par minutter til at præsentere sig selv og man efterfølgende kratter lidt i overfladen på forskellige politiske spørgsmål. I stedet er vi fire byrådskandidater ved hver debat, og det, vi tager udgangspunkt i, er såkaldte megatrends. For eksempel »Fra mere til bedre«. Hvad betyder det i min verden? På den måde viskes de ideologiske partiskel lidt ud,« forklarer han om konceptet.
Ideen er at de fire debatterende byrådskandidater skal sidde i en firkant og hver have en følgegruppe bag sig.
»Hver gang vi har debatteret en megatrend, så er tanken, at vi på skift vender os om til følgegruppen og sige, hvad vi har hørt. Og da vi alle er nye, så er der ingen, der kan pege fingre ad hinanden for noget, vi tidligere har sagt eller gjort. Og da vi kun er fire, så for hver kandidat også længere taletid end normalt,« tilføjer han.
Mere alsidigt billede
Andreas Tang-Brock har til valgdebatterne allieret sig med moderator Signe Marie Davidsen ved valgdebatterne. Inden valgdebatterne har hun på lokale Facebook-grupper forhørt sig om, hvad der optager borgerne i nærområdet.
»Jeg synes selv, det er meget spændende, at det ikke er de typiske valgemner, vi skal debattere, og at det ikke er spidskandidaterne, men dem længere nede i rækkerne. Jeg tror, det vil give et mere alsidigt billede af, hvad vi hver især står for som politikere. Det er i hvert fald en ny måde at angribe den politiske debat på, og forhåbentlig vil det tage debatten helt nye steder hen,« håber han.