Fortsæt til indhold

Cykelsti mellem Låsby, Nr. Vissing og Skanderborg

Debat
Christina Nør ØstbjergNr. Vissing Næstformand i Menighedsrådet ved Veng Kirke. Tidl. Næstformand i bestyrelsen ved Veng Skole og Børnehus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I mange år har det været et stort ønske at forbedre skolevejen for vores børn og unge mennesker til og fra Veng Skole & Børnehus og videre mod Skanderborg.

Eller rent faktisk gøre det til en skolevej – for som trafikken er nu, kan det ikke betragtes som en skolevej, det er simpelthen for farligt for børnene at cykle i skole. Der køres med meget tung trafik og der køres stærkt.

Skal man for eksempel møde kl. 10 på en af skolerne i Campusområdet kan man enten vælge at komme en time for tidligt eller en time for sent, når man bruger bussen.

Det var derfor dejligt da første etape fra Hårby kom, men vi mangler stadig stykket til Nr. Vissing og fra Hårby mod Skanderborg.

Behovet er blevet mere synligt under Covid-19, hvor de ældste elever på skolerne i Skanderborg har fået tidligt fri eller skulle møde senere på grund af ændringer i skema.

Skal man for eksempel møde kl. 10 på en af skolerne i Campusområdet kan man enten vælge at komme en time for tidligt eller en time for sent, når man bruger bussen.

Her kunne det jo være fedt at kunne hoppe på cyklen. Og rent faktisk føle at man ikke bliver straffet ved at skulle møde senere. Og som ung, hvor man er i gang med at løsrive sig fra sine forældre, savner man den frihed det er at kunne bestemme over sin egen tid, at kunne gøre noget uden at skulle være afhængig af at skulle hentes og bringes.

Veng Kirke er med i fællesskabet Grøn Kirke, og det er et ønske fra både skole og kirke at dette samarbejde også kan involvere børn fra Veng Skole & Børnehus, som blandt andet kan være med til at lave insekthoteller.

Men det at vi mangler en cykelsti sætter sine begrænsninger, turen på gåben gennem skoven tager lang tid, og skal der bestilles en bus begrænser det mulighederne for hvor meget samarbejde der kan være, da det er en ekstra omkostning rent økonomisk.

Så at prioritere en cykelsti fra Skanderborg mod Nr. Vissing og Låsby er et stort ønske og et kæmpe behov.