Glædeligt med tilskud til hjemmepasning i Favrskov
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hjemmepasning af egne børn fra et halvt år til og med to år i Favrskov Kommune er nu en realitet. Det er glædeligt og i tråd med udviklingen i samfundet.
Jeg håber dog, at tilbuddet udvides til det maksimale beløb og fra 0 år til skolestart, for så vil det komme endnu flere børn tilgode. Men nu er vi i gang, og det er glædeligt.
Forskning og viden om den psykologiske og emotionelle modning af små børns hjerner er i konstant udvikling. Mange forældre tilegner sig viden om dette og forholder sig til, hvordan de ønsker, at deres små og mindre børn skal vokse op. Vi forholder os til det gode børne- og familieliv.
Det er der selvfølgelig forskellige holdninger til der, men forskning og evidens må være en seriøs del at debatten.
Det har også stor betydning, at det fra politisk side bliver anerkendt og tillagt værdi, at flere forældre ønsker at have deres børn hjemme længere, og nu også får en økonomisk håndsrækning.
Jeg håber, flere “røde” partier vil anerkende, at flere af deres ellers trofaste vælgere kan føle sig rodløse, når værdidiskussionen falder på emnet hjemmepasning.
Et opgør med adskillelseskulturen og den kulturelle norm om, at daginstitutionslivet er en selvfølge, er sat i gang.
Omsorgsrevolutionen og børnerettigheds-bevægelsen vokser i hele landet.