Fortsæt til indhold

Stem ja til en svømmehal i Rønde på kommunens hjemmeside

Debat
Thøger Trold Pauli, Thorsager:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Der har i mange år været snakket om, at der burde etableres en stor og tidssvarende svømmehal i Rønde, men indtil videre er det blevet ved snakken.

For et par år siden blev der indsamlet 500 underskrifter på papir, og der er oprettet en facebook gruppe af samme navn, men det kom der ikke en svømmehal ud af.

Det kunne være rart med en central beliggende svømmehal med tilskuerfaciliteter til større konkurrencer, cafeteria mm, som kan benyttes af almindelige borgere, sportsfolk, turister, skoler og institutioner. Pengene til opførelse og drift skal nok ikke hentes ud af kommunens budget, men skaffes på anden vis.

Nu har Syddjurs Kommune for at styrke borgerinddragelsen vedtaget, at hvis man kan samle 500 underskrifter i løbet af 6 måneder til et relevant forslag, så bliver det behandlet i byrådet.

Jeg har derfor taget initiativ til et borgerforslag med titlen ’Svømmehal i Rønde’, som kan tilgås ved at gå ind på kommunens hjemmeside syddjurs.dk og søge efter ’Borgerforslag’.

Man logger sig ind med NEM-ID eller MIT-ID, registrerer sig og afgiver sin stemme. Alle bosiddende i Syddjurs kommune over 15 år kan deltage.

Undersøgelsen falder fint i hak med at der i byrådet er vedtaget følgende:

»Forligspartierne ønsker et overblik over behovet og mulighederne for svømmehaller i Syddjurs Kommune. Der afsættes derfor 250.000 kr. til en analyse der gennemføres i 2023, der skal afdække behov, muligheder og begrænsninger for opførelse af en svømmehal i kommunen.«

Så nu mangler vi blot at få samlet de 500 underskrifter for en svømmehal i Rønde. De første 300 er allerede hjemme.«