Alle sagde »davs borgmester«. Nu må de sige farvel.
Tidligere Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen er død, 96 år gammel.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Da bomberne sprang den 22. februar 1945 kl. 01.15 blev Thorkild Simonsen slynget ud af sin seng. Han løb fra klubværelset på 4. sal i Guldsmedgade og ned på gaden. Den 18-årige malerlærling var med ét blevet nærmeste vidne til Peter-gruppens dødbringende angreb i den by, han 37 år senere skulle blive borgmester for.
Som ung journalist havde jeg fornøjelsen af at interviewe Thorkild Simonsen om hans oplevelser under Besættelsen. Hans beretning om fosforangrebet i Guldsmedgade, hvor landets første Føtex senere skulle åbne, gjorde indtryk. Bygninger stod i flammer, folk hang ud ad vinduerne og alene den nat mistede syv mennesker livet. Thorkild Simonsen nåede selv at tænke, at hans liv skulle slutte der.
Under interviewet gik vi rundt i kvarteret, og Simonsen var en ivrig fortæller. Hvad jeg husker bedst fra den april-dag i 2008, var dog de mange gange, han blev afbrudt af aarhusianere, der lige ville hilse på byens forhenværende borgmester. Thorkild Simonsen stoppede gladelig op, hver eneste gang han mødte en af de snaksaglige aarhusianere, som han nåede at være borgmester for i henved 16 år. Han kunne endda huske navnene på flere af dem.
Sådan var det med Simonsen. Efter sigende kunne han til det sidste huske navnene på elever, han havde haft først som ung lærer på N.J. Fjordsgades skole og senere som inspektør på Brobjergskolen. For nok satte Thorkild Simonsen aftryk på byen, men byens satte sig også hos den tidligere vendelbo og senere ærkeaarhusianer. Thorkild Simonsen var både borgmester, KL-formand og minister, og i virkeligheden forlod han vel aldrig politik. Hans engagement i samfundet og byen forblev intakt. Borgmestre og socialdemokratiske byrådspolitikere har gennem årene fået et råd eller to fra bykongen. Også, når de ikke havde bedt om det.
Hans lune har vel gennem tiden tøet flere modstandere op. Meget sigende endte en af skraldemændene fra den voldsomme skraldekonflikt med at blive borgmesterparrets havemand.
Der er løbet meget vand gennem den senere fritlagte å siden Thorkild Simonsen som ung kom til Aarhus og ikke bare iagttog, men også tog del i byens udvikling som få andre. Han vil forblive en institution i Aarhus på lige fod med musikhuset, som han kæmpede – og fik slag – for.
Thorkild Simonsen blev 96 år.