Fortsæt til indhold

Vil Venstre lytte til borgerne eller kun pengemændene?

Læser har et spørgsmål, som er direkte vendt til Venstre i Aarhus efter et debatindlæg i Lokalavisen Aarhus. Læs gruppeformand Gert Bjerregaards (V) svar indlægget.

Debat
Søren MadsenNordvestpassagen, 8200 Aarhus N

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Venstres vil have flere ejerboliger i Aarhus. Det lader Christian Budde (V) og Gert Bjerregaard (V) forstå i et debatindlæg i Lokalavisen i uge 35. Nuvel. Den nuværende og tidligere leder for Vestres byrådsgruppe skriver:

»Det kan blandt andet ske i en tæt dialog med ejendomsbranchen, investorer, boligudvikler, bygherre og naturligvis planmyndighederne.«

Hvorfor nævnes borgerne ikke, når der skal lægges nye planer for Aarhus? Kun pengemændene.

Netop nu er ’Helhedsplan for Randersvej’ ved at blive behandlet i byrådet. Rekordmange borgere har skrevet høringssvar og planerne er i kraftig modvind. De upopulære streger over fremtidens Aarhus Nord er sat af Budde og Bjerregaards partikollega – nu tidligere rådmand Bünyamin Simsek (V). Særligt er borgerne forundrede over den manglende høring af områdets beboere. Bünyamin Simsek har nu fået et godt job i byggebranchen. Nu tegner Christian Budde Venstres politik i Aarhus.

Så nu er spørgsmålet til Budde og Bjerregaard – lytter Venstre til borgerne eller kun til pengemændene?

»Mon ikke aarhusianerne har samme boligdrømme som danskerne generelt?« skriver Venstre-folkene i deres læserbrev. Jo, det har de to herrer nok ret i. Aarhus mister børnefamilier, som fravælger Aarhus til fordel for nabokommunerne. Børnefamilierne flytter for at bo i parcelhuse, viser kommunens egen analyse fra 2021. Helhedsplan for Randersvej vil nu afvikle et stort antal villaer til fordel for mindre lejligheder. Så lytter Venstre til borgernes drømme om at bevare villaerne, eller lytter man kun til pengemændene?

Lokalavisen Aarhus har forelagt debatindlægget for Venstres byrådsgruppe i Aarhus. Gruppeformand Gert Bjerregaard har givet følgende svar:

I Venstre har vi ønsket at sætte en ny dagsorden, som skal sikre at aarhusianerne får mulighed for at købe og eje deres egen bolig. Det kan ske såfremt, at det røde flertal i Aarhus ønsker at indgå i dialog med Venstre og lave frivillige aftaler - desværre giver planloven ikke mulighed for at stille krav til nye lokalplaner om et bestemt antal % med ejerboliger. Resultatet er, at der bygges stor set udelukkende til udlejning - både af private og almene boligforeninger.

Venstres har netop lyttet borgerne og deres ønsker, desværre har dem der investerer i vores by KUN ønsket sig at bygge til udlejning - det ønsker Venstre at gøre op med! Så nej, vi går ikke pengene mændenes ærinde - tvært imod - vi ønsker en balance og en varieret sammensætning af ejer- og lejeboliger. Derfor forstår vi slet ikke den kritik, som Søren Madsen fremfører i sit debatindlæg.

Helhedsplanen for Randersvej

Venstre har læst de mange høringssvar vedr. helhedsplanen for Randersvej, og de gør i den grad indtryk! Mandag den 12.9.2022 besøgte jeg Riisvangen Fællesråd. Her fik jeg en seriøs, grundig gennemgang og besigtigelse af hele området, som er berørt af helhedsplan Randers.

Vi vil fortsætte dialogen med borgerne og fællesrådet omkring Randersvej, så vi sikre en balance og forskønnelse omkring Randersvej, gerne med nye ejerboliger butikker og liv. Side og om side med det liv, som du, Søren Madsen, og områdets borger kender i dag.

En opfordring skal lyde til dig, Søren: Du skal i kontakt med borgmesteren og det røde flertal - sådan at vi sikrer, at de ikke tilplastrer området med højt etagebyggeri til udlejning.