Fortsæt til indhold

Frihed til kommunerne? Ja tak - selvfølgelig, men gerne uden forbehold. På ældreområdet i Syddjurs er vi i fuld gang

Debat
Christoffer Pedersen og Henriette Qvist Eriksen. Venstremedlemmer af Syddjurs Byråd. Repræsenterer Venstre i Sundheds- og ældreudvalget:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Regeringen har givet mulighed for at alle kommuner kan få en såkaldt ”velfærdsaftale” og derved allernådigst kan få lov til at blive frikommune på et af de store velfærdsområder; skoler-, dagtilbud eller ældreområdet. Og tak for det – den mulighed tager vi i Syddjurs selvfølgelig imod, og sender fluks en ansøgning om, at få lov til at blive frikommune på skoleområdet. Det er der mange spændende perspektiver i.

Christoffer Pedersen (V), formand for Sundheds- og ældreudvalget. Pressefoto

Men hvorfor er det egentligt, at kommunerne skal bede regeringen om lov til at dyrke det kommunale selvstyre?

Det burde vel være en selvfølge, at kommunerne naturligvis bør have lokal frihed til at søge nye løsningsmodeller, og arbejde med at give medarbejderne mere frihed til at arbejde på den måde, som de vurderer, er den rigtige i forhold til, at sikre den gode børnepasning i daginstitutionerne, den gode læring og trivsel i skolerne eller den gode og omsorgsfulde ældrepleje på plejehjemmene og i hjemmeplejen.

Vi havde gerne set, at kommunerne kunne blive frisat på flere velfærdsområder.

Men når vi nu ikke kan få en egentlig frikommune-aftale på ældreområdet, så vil vi i Venstre nu alligevel forfølge et spor der handler om at sikre mere tid til kerneopgaven, mindre bureaukrati, kontrol og dokumentation, mere frihed til medarbejderne og mere snusfornuft i opgaveløsningen.

Og vi har heldigvis mange ting i gang, som alle peger i den rigtige retning:

  • Vi er i gang med at afbureaukratisere i ældreplejen, og se på hvilke dokumentations- og kontrolprocedurer der kan afskaffes eller forenkles.
  • Vi er ved at indføre faste selvstyrende og tværfaglige borgerteams i hjemmeplejen. En kæmpe omstilling af hjemmeplejen, som bliver til gavn for borgerne, fordi de kommer til at møde færre forskellige mennesker i deres hjem, og der skabes større sammenhæng, koordinering og nærhed i plejen. For de ansatte er målet, at de får mere fleksibilitet, indflydelse og gavn af hinandens fagligheder. En kæmpe omstilling og en stor og svær proces som tager tid.
  • Vi skal i gang med at se på, hvordan vi kan smidiggøre og øge fleksibiliteten og visitationen i forhold til hjælpemiddelområdet. Det skal være lettere at få udleveret en lang række hjælpemidler, og borgerne skal opleve en hurtigere, smidigere og bedre proces.
  • Vi har besluttet at indføre bestyrelser på vores plejehjem med mulig deltagelse af både beboere, pårørende, medarbejdere, ledere, ældreråd og lokale ildsjæle. Det vil give mulighed for en større grad forskellighed på vores plejehjem, og at vi får flest mulige ideer frem til, hvordan vi sikrer de bedst mulige plejehjem og ældrepleje generelt.
  • Vi arbejder på at få et friplejehjem i Syddjurs.

Så frikommune eller ej. I Venstre insisterer vi på at udøve det kommunale selvstyre på ældreområdet. Og heldigvis kan vi gøre ganske meget til trods for statslige regler, omfattende tilsyn og andre begrænsninger. Vi er i fuld gang.«