Solcelle-hastværk er lastværk
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der er stærkt behov for en overordnet planlægning, når det drejer sig om etablering af solceller og andre VE-anlæg. Og det har byrådet med seneste budgetaftale faktisk vedtaget! Planen skal blandt andet sikre inddragelse af borgerne, landdistrikterne og alle implicerede interessenter.
Derfor undrer det os, at et flertal i byrådet på seneste byrådsmøde nærmest underløb budgetaftalen og tromlede videre med planerne om Solceller i Sjelle og Skjørring - stik imod anbefalingen fra egen forvaltning. Det kan få vidtrækkende konsekvenser for den lille landsby Sjelle.
Når talen falder på solceller hører man ofte nogle byrådspolitikere sige: ”Vi er nødt til at gøre noget nu!”. Der hersker en fornemmelse af, at det skal gå stærkt og at hele den kommunale klimaindsats afhænger af et enkelt anlæg eller to. Men vi skal passe på, at det ikke går for stærkt og at forkerte beslutninger træffes.
Vi konservative samt Birte M. Andersen og Morten Møller fra Venstres byrådsgruppe og Martin Frausing Poulsen er meget optaget af både den grønne omstilling og forsyningssikkerheden - ikke mindst i tider med stigende elpriser og en fremtid, der kræver mådehold, lavere temperaturer i offentlige bygninger og kan byde på el-mangel.
Men over for dette står også hensynet til borgerne i landdistrikterne, som ofte er dem, der skal leve med anlæggene i deres baghaver. Og dertil kommer de mange naturhensyn. Vi har en overflod af skøn natur, hvorfor både Miljøstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening også ofte hejser flaget i sager om solceller. Det samme gør Landsbyfællesskabet. Netop pga. de mange modsatrettede hensyn, mener vi, at den overordenede plan for etablering af VE-anlæg for hele kommunen skulle på plads først.
Hvis ikke vi som kommune gang på gang skal ende i konflikt med naturhensyn, borgere og landsbyer, når et ny projekt dukker op, er vi nødt til at afvente den. Vi kan som byråd, borgere og kommune - hinanden imellem - næppe holde til de konflikter, det vil uværgeligt give hver eneste gang et nyt projekt dukker op. Det vil med garanti resultere i mistillid, politikerlede og strid mellem land og by. Det skal vi undgå.
Ting tager tid, og det gør de rette beslutninger også. Selvom vi alle hylder de frie markedskræfter, må vi også fastholde, at der med VE-anlæg er tale om kritisk infrastruktur. Det kan vi ikke alene overlade til de frie markedskræfter og enkelte partiers trang til ”at gøre noget”. Det kræver planlægning og gode løsninger. For hastværk er lastværk - også med hensyn til solceller og grøn omstilling.