Vanvidsbilisterne skal helt ud af Aarhus
De to socialdemokrater vil sætte mere fokus på at stoppe vandvidsbilisme.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Når vi cykler i Aarhus er vi forsigtig, fordi der er så mange bilister som kører råddent. Det vil sige ubetænksomt, uforsigtigt og ligeglade, at de deler et trafikalt rum, med “bløde” trafikkanter såsom cyklister og fodgængere. Desværre er der nogle bilister som ikke nøjes med det, de kører så ekstremt at de falder i kategorien vanvidsbilist.
De fleste kender godt de tragiske historier, om mennesker som har mistet livet i mødet med en bilist som kørte over for rødt. Aarhus har endda et lyskryds, der i medierne nu er omdøbt til “dødskrydset”. Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan færdes på vores gader, løbe en tur eller passe sit arbejde - uden samtidig, at skulle frygte for liv og førlighed.
Vanvidsbilister sætter sig selv over fællesskabet. Uden tanke på konsekvenserne af deres handlinger sætter de sig bag rattet og trykker speederen i bund. Den tidligere socialdemokratiske regering havde stort fokus på problematikken.
For to år siden gav vi politiet mulighed for at beslaglægge og bortauktionere køretøjer, som bliver brugt til vanvidskørsel. Siden da er 181 køretøjer beslaglagt i vores politikreds. Det er helt ærligt et alt for højt tal. Det er os en gåde, hvordan der kan være så mange hensynsløse mennesker til. Samtidig er jeg glad for, at vi har fået dem væk fra vejene, for her hører de absolut ikke til.
Vi glæder os også over, at opbakningen til indsatsen er massiv i befolkningen, ifølge en undersøgelse fra Kantar Gallup, så mener 95 % af danskerne, at det i nogle tilfælde er helt på sin plads at samfundet konfiskerer en persons køretøj, hvis vedkommende bruger det til at udsætte andre mennesker for fare.
Den nuværende regering fortsætter med at bekæmpe vanvidsbilisme, for vi er langt fra i mål. Det er godt, at vi har fået en del vanvidsbilister væk fra vejene, men der er tydeligvis stadig brug for mere handling, før vi får forhindret den hensynsløse adfærd.