Fortsæt til indhold

Jeg forstår ikke, hvorfor et besøgscenter er et fata morgana, Carsten Nørgaard?

Debat
Marianne Kirkegaard. Syddjurs Byråd (V):

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Jeg skylder at give en anden fortælling om besøgscenteret ved Kalø Slotsruin end den Carsten Nørgaard giver her i avisen d. 11/4 med overskriften »Hvordan kan 26 lokalpolitikere støtte et fatamorgana?«

Jeg havde det privilegie som politisk repræsentant og medlem af nationalparkbestyrelsen at sidde med i juryen, der skulle udpege vinderforslaget i arkitektkonkurrencen til besøgscenteret. I juryen sad bl.a. ingeniører og arkitekter som også har forstand på det landskabelige.

Vinderforslaget er en meget smuk bygning, der nænsomt er indlejret lavt i landskabet i flot samklang med Hack Kampmann Strandhuset og erstatter den nuværende Kalø Slotscafe bygning og den tilhørende toiletbygning, som når de to bygninger nedlægges endda vil give en langt bedre udsigt til Kalø Slotsruin og havet end der er i dag. Det har været en udbredt misforståelse, at det nye besøgscenter vil skæmme for udsigten og det er altså ikke tilfældet, tværtimod.

Projektet nyt besøgscenter har været igennem en lang og grundig og meget velkvalificeret proces, hvor der blev arbejdet med alle detaljer og hensyn til både natur og besøgende og med en demokratisk inddragelse fra lokale interessenter og foreninger der bidrog til de samlede hensyn til det nye besøgscenter. Der var også flere offentlige informationsmøder og nationalparksekretariatet stillede sig beredvilligt til rådighed for dialog.

Økonomien i besøgscenterprojektet ligger hos Nationalparkfonden, som har budgetteret med 7 millioner kroner til projektet og hertil er der budgetteret med andre fondsmidler. Kommunen har tilkendegivet at ville budgettere med anlæggelse/tilretning af vej og cykelsti for bedre trafikafvikling og større trafiksikkerhed. Hvad angår kommunens økonomiske bidrag vil vi nok uanset besøgscenter eller ej på et tidspunkt skulle investere i bedre trafikafvikling ved Kalø Slotsruin.

Carsten Nørgaard gør grin med, om det nu hedder besøgscenter eller velkomstcenter. Jeg tænker Nationalparkens besøgscenter er et passende navn da det indbyder til det det skal være, et formidlingscenter om bl.a. nationalparkens istidslandskab,om naturen og om historien bag Kalø slotsruin. I øvrigt skal besøgscenteret også kunne rumme events og arrangementer også i privat regi - sådan at den skønne placering i det smukke landskab kan nydes og opleves af mange besøgende præcis som stedet nydes og opleves af mange besøgende i dag.

I besøgscenterkonceptet ligger der fortsat mulighed for at købe en pølse eller en is, og der vil være cafe/restaurant og toiletfaciliteterne vil få en tiltrængt make-over. Der vil på den måde ikke ændres på den måde mange besøgende nyder Kalø Slotsruin besøget i dag.

Der vil endda med besøgscenteret tilføres nye oplevelser som nævnt indenfor historisk formidling og formidling om naturen. Nationalparkfonden og dens bestyrelse og naturstyrelsen er for projektet, og 26 ud af 27 byrødder har godkendt en lokalplan der muliggør Besøgscenterets tilblivelse.

Så helt fatamorgana synes jeg ikke det er.«