Fortsæt til indhold

Biskoppens opfordring til at fokusere på at genskabe det gode kirkeliv, peger på ham selv

Se biskop Henrik Wigh-Poulsens svar under læserindlægget.

Debat
Åge Dragsted. Tidligere formand for Menighedsrådet i Grenaa Sogn:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»I Lokalavisen/ Grenaabladet skriver biskop Henrik Wigh-Poulsen, at han ”ikke kan genkende den beskrivelse af forløbet, skribenten fremmaner i sit læserbrev” og at det ingen forbindelse har til virkeligheden, at provsten [Lars Seeberg] er blevet fyret, da han har opsagt sin stilling.

Videre: ”Det undrer mig, at man kan have behov for at skrive den slags usandheder i en tid, hvor der bør være fokus på at genskabe det gode kirkeliv”.

Det er naturligvis bevidst, at biskoppen bruger ordet ”fremmaner”, og at han skriver usandheder i flertal.

Han forsøger at gøre hele mit indlæg til usande påstande. Men læg mærke til, at biskoppen ikke bestrider det beskrevne forløb af sagen. Kun at provst Lars Seeberg er blevet fyret.

For beskrivelsen af sagens forløb er korrekt, og det ved biskoppen godt.

Da indlægget blev skrevet, var det også korrekt, at provsten uden varsel var blevet forflyttet, hvilket reelt er en afsked fra stillingen som provst og præst i Grenaa. ¨

Det fremgår af biskoppens første brev i sagen d. 4. maj2023 til præster, menighedsråd og provstiudvalg i Norddjurs provsti at: ”Jeg har anmodet provst Lars Seeberg om at varetage en række diakonale opgaver i Aarhus Stift, herunder udbredelse af ”Social Drive Out” i hele stiftet og derfor fratræder Lars Seeberg som præst i Fornæs Pastorat og som provst i Norddjurs Provsti fra mandag den 8. maj 2023.”

Biskoppens opfordring til at fokusere på at genskabe det gode kirkeliv, peger på ham selv.

Altså en ikke ansøgt forflyttelse, der træder i kraft med øjeblikkelig virkning. Det er reelt en afsked med besked om at forlade sin provstestillingen straks uden afsked med hverken præster, menighedsråd, provstiudvalg eller personale.

Det er denne forflyttelse, jeg kalder brutal.

Samme form for øjeblikkelig forflyttelse uden afsked fik den fratrådte domprovst Gerda Jessen.

I sin kommentar citerer biskoppen derefter som dokumentation et brev til præster, menighedsråd og provstiudvalg i Norddjurs Provsti, hvori han meddeler, at Lars Seeberg har opsagt sin stilling som præst i Fornæs Pastorat og som provst i Norddjurs Provsti.

Men dette brev er dateret den 22.05.2023, altså to ugerefter at Lars Seeberg ifølge den første meddelelse er fratrådt den 08.05.2023!

Efter den megen presseomtale og kritik af hans fremfærd over for provst Lars Seeberg, har biskoppen åbenbart behov for at pynte på forløbet og få det til at fremstå, som om provsten selv havde sagt op. Men det var ikke virkeligheden den 4. maj, da biskoppen meddelte provstens uansøgte forflyttelse.

Biskoppens opfordring til at fokusere på at genskabe det gode kirkeliv, peger på ham selv.

Provst Lars Seeberg har igennem fem år sammen med provstiets præster, provstiudvalg, menighedsråd og ansatte arbejdet ihærdigt på at skabe et godt kirkeliv.

Man var nået langt, da biskoppen uden varsel brutalt fjerner Lars Seeberg fra sit embede og dermed bomber det gode kirkeliv i Grenaa og i Norddjurs Provsti år tilbage.

Hvis biskoppen vil genskabe det, bør han omgøre sin egenrådige beslutning og genindsætte Lars Seeberg i sin stilling.«

Biskop Henrik Wigh-Poulsen svarer:

»Biskoppen vil gerne svare på saglige debatindlæg, hvad der ikke er mulighed for her. Når avisen mod bedre vidende bringer urigtige oplysninger og dermed vildleder sine læsere, som det skete i sidste uge, forsvinder tilliden til Lokalavisens metoder og tilliden til at et svar bringes i den kontekst, det er skrevet i.«

Lokalavisens kommentar:

Lokalavisen ønsker gerne uddybet, hvilke konkrete urigtige oplysninger, biskoppen mener, vi vildleder læserne med?

Lokalredaktør Lars Norman Thomsen