Fortsæt til indhold

Bak op om, at Danmarks Naturfredningsforening udviser rettidig omhu

Debat
Carsten NørgaardSøskrænten 26, Ebeltoft

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Tirsdag 19. september havde Danmarks Naturfredningsforening (DN) sammen med distriktsrådet i Rønde indkaldt til borgermøde om DNs planer om at rejse en fredningssag for hele området omkring Kalø Gods og ned til kysten, inklusiv områderne omkring de to skove. Der var mange fremmødte.

Birgitte Bang Ingrisch fra DN lavede en utrolig grundig gennemgang af planen og viste med tydelighed, at hun var velforberedt. Naturligvis var der bekymringer fra nogle af de fremmødte. Et par borgere talte om indhegninger og dyremisrøgt. Dertil kunne Birgitte berolige med, at det er en fredning, ikke naturnationalpark a la det man har hørt om andre steder. En politiker forsøgte dog også med ”indhegningen” igen, men igen fik vi alle en god forklaring på, hvad en fredning vil betyde for det unikke landskab i hele Kalø-området.

Det var dejligt at høre Jægerforbundet helhjertet bakker op om en fredning af hele området. Distriktsrådet i Rønde forsøgte sig flere gange med bekymringen om, at byen ikke kunne udvide op mod et område, der i forvejen er beskyttet af gravhøje, hvis også dette område bliver inkluderet. Men mon ikke der kan findes udvidelser andre steder end lige nøjagtig der ved de bakker. Byen er trods alt ikke omkranset af vand.

Det er klart at kommunen drømmer om at sælge byggegrunde– kassen er jo på slankekur. Men det kan jo ikke være rigtigt, at man vil udstykke grunde i bevaringsværdige områder for at skaffe driftsmidler. Mange andre steder omkring Rønde vil være attraktive for bosætning. Derfor er det også en glæde at læse kommunens eget forslag til den fremtidige Natur-teknik- og miljøpolitik (høringsfristen udløb 19. september). Formanden for NTM-udvalget indleder med »… Vi skal i fremtiden reducere vores klima- og miljømæssige fodaftryk for at skabe en mere bæredygtig og grøn fremtid; klima, natur og miljø skal helt frem på den kommunale dagsorden. …«.

Som formand for den relativ nystiftet forening Bevar Natur og Landskaber – BNL, kan jeg kun støtte op om at vi for en gang skyld giver naturen første prioritet. Og da det er på statens jorde, går der jo ikke noget fra private eller kommunen ved at støtte op om en sådan fredning.«