Hvorfor har vi så stor berøringsangst med kernekraft? Lad os få en afstemning om det
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Sol og vind i Skanderborg kommune, eller skal vi lade være med at sætte det op og kigge på andre alternativer?
Jeg må sige, at planen om, at inddrage områder svarende til Hørnings areal i Skanderborg kommune til vejr-afhængige såkaldte ”grønne energiformer”, (og her er KUN tale om el, og altså ikke eks. fjernvarme m.v.), virker absurd.
Planen må udelukkende skyldes berøringsangst for kernekraft, som vil kunne bygges på et laaaangt mindre areal, og virker døgnet rundt 365 dage om året, og kan desuden levere grøn fjernvarme m.v.
I dag er det muligt at bestille en super sikker 4. generations Small Modular Reactor hos Hitachi, som kan være opført før 2030, og som vil anvende/genbruge brugt brændsel fra 2.-3. generations kernekraftværker, og som kun genererer minimalt lavradioaktivt affald, som efter blot ca. 250 år ikke er mere radioaktivt, end det naturligt forekommende uran i naturen. Tilsvarende kan bestilles ved Rolls-Royce m.fl.
Et sådant moderne SMR kernekraftanlæg er designet til en levetid på 60-80 år, og fylder blot en fodboldbane, som passende kunne placeres ved industrien, som bruger mest strøm, og hvor infrastrukturen i forvejen er til stede.
Eller – nemmest – lav en af tale med Kærnfull Energi i Sverige og køb den grønne kernekraftstrøm direkte hos dem. Det kan vi i princippet gøre i morgen, og så er vi 100 pct. grønne med det samme, uden at det er nødvendigt at stille så meget som en vindmølle eller solcelle op.
Jeg har på forhånd sikret mig ved direktør Theis Palm, Kærnfull, at de kan levere den 557 Gwh grønne CO2 frie kernekraftstrøm pr. år, som Skanderborg kommune skal bruge.
Vi vil således købe den grønne strøm fra kernekraft i Sverige. Hvis nogen stadigvæk har angst for at være nabo til et kernekraftvarmeværk, behøver vi altså som sådan ikke opføre det her i kommunen, selvom vi så naturligvis ikke får glæde af den grønne fjernvarme, som anlægget ville kunne give os.
Fordelen ved dette er blandt andet, at el-installationer og el-forbindelser til det fælles el-net i forvejen er på plads her, og vi slipper altså for at smadre vores smukke landskaber, biodiversitet, grave dyre kobberkabler ned, sætte transformatorstationer op m.v
Vil man stædigt holde fast i de ustabile, vejrafhængige, pladskrævende, naturressourcekrævende, back-up, (fossil back-up krævende), vind og solcelle planer i Skanderborg kommune, vil jeg på det kraftigste anbefale ”kun” at lægge solpaneler op, og det skal kun ske på hustage.
Det må absolut kunne lade sig gøre. Lav en aftale med de mange parcelhusejere, som ikke har solpaneler på deres tage, og det er mange, (gå en tur og se hvor meget areal det handler om), og få dem til at lægge paneler op mod ”en gulerod”.
Fordelen ved dette er blandt andet, at el-installationer og el-forbindelser til det fælles el-net i forvejen er på plads her, og vi slipper altså for at smadre vores smukke landskaber, biodiversitet, grave dyre kobberkabler ned, sætte transformatorstationer op m.v., m.v., som alt sammen ikke ligefrem ”er særlig grønt”, og kræver uhyre store mængder ædelmetaller, skadelig minedrift og genererer enorme mængder affald om blot 20-25 år, som der p.t. ikke er ordentlig styr på at genbruge.
Efter min mening så drop planerne om kæmpe støjende 150 m høje vindmøller her i kommunen, som ødelægger landskab m.v. fuldstændigt. De hører til ude på havet, og solcellerne hører til på tagene. P.S. har solceller på vores tag.
Det vil klæde Skanderborg kommune at lave en folkeafstemning, som kunne se således ud:
1. Jeg foretrækker et moderne SMR kernekraftanlæg i kommunen.
2. Jeg foretrækker grøn kernekraft strøm fra Kærnfull Energi.
3. Jeg foretrækker grøn strøm fra solceller, som kun placeres på hustage i kommunen, (private egendomme må gerne inddrages).
4. Jeg fortrækker en stor solcellepark et sted i kommunens landskab.
5. Jeg foretrækker en stor vindmøllepark et sted i kommunens landskab.
6. Jeg foretrækker en kombination af en stor sol/vindmøllepark et sted i kommunens landskab.