Nyt lys i mørket gør det mere trygt at færdes på sti
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I forbindelse med årets budgetforhandlinger fik vi et forslag fra Hadsten Sports Klub, MTB Spor Hadsten og Outdoor Center Bavnehøj.
Ønsket var belysning på grusstien mellem Bavnehøjskolen/HSKs lokaler og outdoor anlægget. Stien ligger sammen med læhegnet, og der er meget mørkt mange måneder om året. Når der er mørkt, opstår der ”farlige situationer” på stien, og det er ikke særlig trygt at færdes der.
Forud for budgetforhandlingerne havde et samlet Kultur- og Fritidsudvalg besluttet sig for, at dette projekt skulle realiseres, og derfor var det med stor tilfredshed, at hele byrådet bakkede op om beslutningen i forbindelse med budgetforhandlingerne.
Pengene til projektet er fundet i ”mindre anlægsprojekter indenfor fritids- og idrætsområdet”. Det er en pulje, der er afsat i budgettet, som Kultur- og Fritidsudvalget råder over.
Sagen blev behandlet på Kultur- og Fritidsudvalgets seneste møde, og på mødet var der enighed om at projektet skulle realiseres. Belysningen vil gøre det mere trygt at færdes på stien og dermed sikre, at anlægget også bliver benyttet i alle de mørke måneder.