Debat: »For 85 kvm. betalte jeg 1.075,99 kr. mere i 2022, end hvis jeg boede i Beder«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
70 pct. grøn energi, skriver Malling Varmeværk. Procenten falder, hver gang Malling Varmeværk starter sit fossile anlæg - lige midt i byen.
Det skal der selvfølgelig laves om på. De sidste 3-4 år har bestyrelsen for varmeværket arbejdet på at få lov til at bygge et nyt lokalt varmeværk med biogas på den grønne kile nord for Nymarken mellem Malling og Beder.
Fællesrådet, som ukritisk støtter lokal produktion – 30-40 pct. af tiden har vi nordvestenvind i Danmark - har derfor støttet bestyrelsen i et mageskifte med Aarhus Kommune. Nuværende domicil i bytte mod den grønne kile over kritisk grundvand. Vi er i gode lokale hænder med en varmeværksbestyrelse, der uden overhovedet at have fremvist en sandsynlig forretningsplan med alle kræfter forsøger opbakning til varm luft. Vi er gode hænder hos et fællesråd, som uden at have hørt, hvad vi lokale mener, bakker op om varmeværkets ønske om mageskifte. Seks ud af otte medlemmer i forretningsudvalget i fællesrådet bor i Beder!
Malling Varmeværk køber den grønne varme hos Kredsløb. Malling Varmeværk kan kun producere med fossilt brændstof. Malling varmeværk køber billigere ind hos Kredsløb, end jeg gør.
Jeg får min varmeregning fra Malling Varmeværk. For 85 kvm. betalte jeg 1.075,99 kr. mere i 2022, end hvis jeg boede i Beder. I Beder får de deres varmeregning direkte fra Kredsløb. I 2023 forventer jeg, at min merpris bliver 789,44 kr. – og i 2024 forventer jeg at skulle betale en merpris på 1.398,69 kr. for nøjagtig den samme grønne varme, som de får i Beder. Bl.a. så estimerer Malling Varmeværk ca. 70 pct. mere i effektbidrag i 2024. De merbeløb, jeg betaler, kan man så gange op med de ca. 2.100 husstande, som Malling Varmeværk sender regninger ud til for den varme, de køber hos Kredsløb.
Med mindre, bestyrelsen kan give en rigtig god dokumentation på nuværende forretning og fremvise en forretningsplan, som viser deres forventninger til en evt. fremtidig forretning, så foretrækker jeg en leverance direkte fra Kredsløb. Så skal jeg nemlig også betale direkte til Kredsløb.
Bestyrelsen i Malling Varmeværk og fællesrådet har tilsammen den opfattelse, at kun de lokalt kan bidrage til grøn energi – solcelleanlæg – på de store kommunale arealer over kritisk grundvand vest for Oddervej. Det er ingenlunde tilfældet. Investorer og developer står på spring. Lokalt skal vi holde os til og finde sammen med de investorer og developer, som både vil bruge og bevare naturen, og som noget helt naturligt vil invitere os lokale med til bordet, når der skal diskuteres kommende anlæg.
Din Avis Aarhus har givet både Malling Varmeværk og Fællesrådet for Beder, Malling og Ajstrup mulighed for at svare på indlægget. Malling Varmeværk er ikke vendt tilbage på avisens henvendelse, imens fællesrådet har oplyst, at det ikke ønsker at medvirke.