Fortsæt til indhold

Skal duften af popcorn i Djurs Sommerland erstattes af lugten af biomasse?

Debat
Kirstine HoppeBarn, barnebarn og fremtidig ejer af ejendommene: Munkhusevej 45 & 47, 8581 Nimtofte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Forestil dig en dejlig dansk sommerdag på Djursland. Solen står højt på himlen, børnefamilier og turister er valfartet til Djurs Sommerland og de omkringlæggende ferieboliger, der er pølser på grillen og kolde øl på terrasserne.

Et idyllisk billede af den vision for turismen, som Syddjurs Kommune sammen med virksomheder og lokalsamfundet i mange år har arbejdet for - og er lykkedes med.

Men den idylliske fortælling om sjove sommerdage på Djursland er ved at lide et stort knæk med planerne om det nye biogasanlæg ved Djurs Sommerland, der hvert år skal modtage op mod 700.000 ton gylle.

For når vinden står i den forkerte retning, er det ikke længere kun duften af popcorn der fylder luften over sommerlandet, men også lugten fra de enorme mængder biomasse som anlægget dagligt skal kunne behandle.

Ligeledes bliver næppe noget store slagnummer for de nærliggende feriehuse, at gæsterne i højsæsonen kan se frem til at blive naboer til biogasanlæggets kampagnekørsler, hvor der hver time vil passere 21 tunge transporter med gylle på de små veje der ligger klos op ad feriehusene. Jeg tror ikke at det er den slags oplevelser, der får de femstjernede anmeldelser til at flyve ind på tripadvisor.

Derfor står jeg også helt uforstående tilbage overfor de politiske kræfter, der nu vil gamble med den store og vellykkede satsning på turisme ved Djurs Sommerland.

I udviklingsplan for Hjertet af Djursland, har disse politikere netop stemt for at gøre området mellem Djurs Sommerland og Lübker Golf Resort til et fremtidigt kraftcenter for turismen på Djursland og i hele Jylland. Potentialet er da også enormt.

Allerede i dag er Djurs Sommerland den næststørste turistattraktion i hele Jylland, kun overgået af Legoland i Billund. Og med udsigten til enorme investeringer på flere hundrede millioner i både forlystelsesparken og nye ferieboliger i de kommende år, virker det som en selvfølge at satse på at skabe et kraftcenter for turisme på Djursland.

Netop derfor virker det også helt uigennemtænkt, at denne satsning og de store fremtidige investeringer nu skal sættes over styr. Vi kan ikke både blæse og have mel i munden. Vi kan ikke placere et kraftcenter for gylleleverancer og afgasning oven i et kraftcenter for turisme, der baserer sig på udendørsliv og besøg af børnefamilier.

De to ting går simpelthen ikke hånd i hånd. Jeg håber derfor, at byrådet i Syddjurs vil sætte en stopper for denne misforståelse, stå ved deres egen beslutning om satsningen på turisme og afvise ideen om at placere et kæmpestort biogasanlæg midt i kernen af Østjyllands turismeindustri.«