Fortsæt til indhold

IF Midtdjurs på vej til at blive nedlagt på ekstraordinær generalforsamling?

Tidligere hovedbestyrelsesmedlem i IF Midtdjurs efterlyser mere klarhed om den transformationsproces i foreningen, som den nuværende hovedafdeling har sat i gang, og hvor formålet er at skille drift af bygninger og drift af foreningsaktiviteter. Se den nuværende hovedformand Allan Nørgaards svar under Dan E. Föhs debatindlæg.

Debat
Dan E. FöhSkovbakken 30, Ryomgård:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kommentar til artikel i Adresseavisen Syddjurs 24. januar 2024:

»Formanden for IFM’s hovedafdeling, Allan Nørgård, har ved flere lejligheder, på facebook gruppen 8550 Ryomgård, givet udtryk for, man i IFM Hovedafdeling arbejdede med mange spændende ting. Han har dog aldrig konkretiseret disse ting. Hvilket jeg også flere gange har påpeget overfor ham.

Er man da overhovedet ikke klar over, hvad man gør?

Det var derfor med stor spænding og forventning jeg læste artiklen i Adresseavisen Syddjurs, onsdag den 24. januar 2024 med overskriften Ekstraordinær generalforsamling bliver sikkert i februar.

Efter at have læst artiklen er jeg fyldt med megen forundring og skuffelse. Det var jo ikke mange spændende ting, der fremgik af artiklen, og slet ikke noget om de fremtidige idrætsaktiviteter eller anvendelse af det nye center. Min forundring skyldes det faktum, hvad er det egentligt formand Allan Nørgård og IFM’s hovedbestyrelse har tænkt sig? Det tyder i hvert fald ikke på, at man har haft juridisk assistance med i forløbet.

Jo, man vil indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i Hovedforeningen formentlig i februar. Det er så sket, idet der på facebook er indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 27. februar 2024.

Man vil flytte aktiviteterne i Hovedafdelingen over i en ny driftsforening; men beholde det nuværende CVR-nummer!

Inden man har afholdt den vedtægtsmæssige bestemte generalforsamling i Hovedforeningen, vil man indkalde til en ekstraordinær generalforsamling for at ændre vedtægterne i den nuværende hovedforening. Er man da overhovedet ikke klar over, hvad man gør?

I samme øjeblik der er afholdt en ekstraordinær generalforsamling, som har vedtaget et nyt sæt vedtægter, der gør, at foreningen nu er en driftsforening, så har man lukket IFM. IFM’s hovedafdeling er ophørt med at eksistere. Det vil sige, samtlige underafdelingers vedtægter med et slag er blevet ugyldige!

Hvordan har Allan Nørgård tænkt sig, der skal kunne afvikles en ordinær generalforsamling i hovedforeningen, når man har ændret vedtægterne for samme?

Drejer det hele sig blot om at sikre sig selv noget indflydelse? Man flytter jo intet ved at ændre vedtægter og navn på organisationen. Man kan jo heller ikke bestemme, at den nuværende bestyrelse i Hovedafdelingen fortsætter i den nye driftsforening. Når der vedtages et nyt sæt vedtægter, fremgår det jo også af samme, hvordan bestyrelsen skal sammensættes. Tilbage står stadig, at samtlige lån er ydet til IFM hovedafdeling, at alle bygninger ejes af IFM hovedafdeling, at indeståender i bank også tilhører IFM hovedafdeling. Også om man anvender det samme CVR-nummer. Der skal stadig ændres på samtlige lånedokumenter, ejere af bankkonti, CVR-registeret m.m. Hvorfor ikke spille med åbne kort?

Hvorfor ikke oprette et nyt CVR-nummer til driftsforeningen, udarbejde et nyt sæt vedtægter, gennemføre såvel en gældsoverdragelse samt medarbejderoverdragelser fra den gamle hovedforening til den nye driftsforening? Lav en aftale med IFM-hovedafdeling om, hvilke aktiviteter overgår til den nye driftsforening. Det betyder også, der skal laves en åbningsbalance i den nye driftsforening. Men det er jo heller ikke svært.

Det giver jo meget mere klarhed og gennemskuelighed. Det betyder også, der kan vælges en nye bestyrelse til driftsforeningen i henhold til de vedtægter, der måtte blive vedtaget.

Tilbage står så, der skal laves vedtægtsændringer i IFM-hovedafdeling, vælges ny bestyrelse i henhold til de nye vedtægter. IFM-hovedafdeling vil ved at følge det overfor beskrevne ikke blive lukket ned. Dermed undgår man at skabe kaos i underafdelingerne.

Hvorfor ikke gøre tingene korrekt? Indkalde til ordinær generalforsamling i Hovedforeningen. Efter denne kan man indkalde til stiftende generalforsamling for en driftsforening. Endelig indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling i IFM Hovedafdeling, hvor indholdet vil være vedtagelse af nye vedtægter og valg til bestyrelsen.

Dagsorden for den stiftende generalforsamling i driftsforeningen kunne være:

1. Valg af dirigent. 2. Vedtagelse af nye vedtægter. 3. Valg til bestyrelsen i henhold til vedtægter. 4. Eventuelt.

Den i Adresseavisen skitserede løsning, er valgt, ifølge Allan Nørgård, ud fra ønsket om en minimal administration. Det er jo overhovedet ikke det, der skal styre den transformation IFM nu står overfor. Den må alene styres ud fra ordentlighed, respekt for IFM, dens underafdelinger og mange frivillige, og så den lovgivning, der gælder for sådanne sager.

Man kunne også skele til hvad andre har gjort. Jeg mener, at følge Rønde Idrætscenters opbygning er vel ikke helt galt?

På facebook har jeg forespurgt Allan Nørgård, om det ikke var en ide at afvikle Hovedafdelingens generalforsamling først. Han fortæller, at det har man også overvejet. Der er dog lidt forskellige overvejelser, fortæller Allan Nørgård, som fortsætter, han gerne vil vende dem med mig. Jeg har selvfølgelig tilbudt at stå til rådighed. For mig betyder IFM meget, og jeg er derfor også indstillet på at hjælpe, hvor jeg kan.

Jeg håber, at alle med interesse for IFM og den fortsatte udvikling af idrætsforeningen, tænker sig godt om i denne tid. Det er forandringens vinde, der blæser. Hvordan kunne fremtiden for IFM også se ud, nu hvor ansvaret for bygningsmassen flyttes til en anden forening?«

IFMs hovedformand Allan Nørgaard svarer:

»Dan Föh har ved flere lejligheder udtrykt sin undren og utilfredshed med IFM hovedforeningens ageren. Der er ingen tvivl om, at idrætsforeningen IFM har en stor plads i hjertet hos Dan, samt at han i bund og grund vil idrætsforeningen det bedste.

Desværre er fremgangsmåden ofte en negativ mail eller som i dette tilfælde et læserbrev, hvori han på det kraftigste går efter mig. Efter at have læst læserbrevet er det nu mig, der er fyldt med forundring og skuffelse.

Forundring fordi Dan med sin fortid i IFM, ja faktisk som næstformand sammen med mig, godt ved, at der som frivillig virkelig er mange ting at holde styr på, samt at jeg om nogen sætter stor pris på dialogens vej. Jeg er derfor meget uforstående overfor, at vi nu skal kommunikere via et læserbrev, hvor jeg i den grad bliver angrebet, fordi han jo bare kunne ringe til mig.

Skuffet fordi det ikke kun er mig, men i lige så høj grad resten af de frivillige i Hovedforeningen, der bliver set ned på. Folk der om nogen har brugt mange frivillige timer på det her projekt gennem de sidste mange år.

Men hvad er det egentlig vi har tænkt os?

Lad mig slå en ting fast. Vi har på INGEN måde tænkt os at stille underafdelingerne i IFM dårligere, tværtimod. Og nej, vi lukker selvfølgelig ikke idrætsforeningen ned. Ja, vi laver på baggrund af en opfordring fra Syddjurs Kommune en ny organisering. En organisering der forhåbentlig kan være tilfredsstillende for både Kommunen og ikke mindst IFM. Men det er virkelig en balance at finde den rette vej. Derfor kommer vi også til at forsætte med de nuværende vedtægter i IFM Hovedforeningen året ud, da vi har brug for tid til at finde ud af, hvad der helt konkret er bedst for alle parter. På den ekstraordinære generalforsamling bliver der præsenteret hvordan samt et sæt nye vedtægter til Ryomgård Kultur & Fritidscenter.

I læserbrevet fra Dan står der også, at jeg flere gange har sagt, at vi arbejder med mange spændende ting, men aldrig har konkretiseret hvilke. Til det kan jeg blot nævne, at vi aldrig har haft så mange arrangementer som nu. Med det nye setup kan vi afholde professionelle boksestævner med op til 900 besøgende, vi har faste lejere i form af Distriktsrådet, Bogcafeen, Pensionistforeningen, Marienhoffskolen samt en række andre, der jævnligt bruger vores nye fine center. Vi har derudover nu mulighed for at holde mange forskellige private arrangementer, hvilket også bliver brugt. Måske det blot handler om, at Dan kommer forbi til en snak om setuppet. Jeg giver gerne en kop kaffe.

Dan har ret i, at forandringens vinde blæser, hvilket de har gjort længe. Jeg er dog sikker på, at vi med det nye Ryomgård Kultur og Fritidscenter står stærkere end før til at modstå blæsten. Er der ting vi har glemt eller skulle have gjort på en anden måde? Det vil der helt sikkert være. Jeg kan dog på vegne af IFM sige, at vi står sammen, og vi skal nok få det løst undervejs. Og nej, jeg gør ikke det her for at få mere indflydelse. Dette gøres for at sikre IFM og byen det bedste udgangspunkt for idrætten og kulturen. Det håber jeg, at alle der kender mig ved.

Dan, du siger du gerne vil hjælpe. Det er pænt af dig, og vi sætter stor pris på det. Dette er blot ikke den rigtige måde at gøre det på.«