Prioriterer politikerne rigtigt på Fjellerup strand?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
De seneste vintre har været hårde ved de danske kyster. Såkaldte hundredeårs- og trediveårshændelser kommer i stimer. Vest og nordvendte kyster er særligt sårbare for stormene, og Fjellerup strand er nordvendt.
Vi er fast bosiddende i Fjellerup og følger kysten året rundt. Bodil, Malik og Pia og andre storme har sat deres spor. Under stormene forsvinder stranden helt, og bølgerne kaster rundt med sand, sten, løsøre, borde, bænke og både og gnaver af klitterne og efterlader hver gang en ændret kyst. Det er naturens værk, og vi har ikke andet valg end at acceptere det.
Alle elsker Fjellerup strand, og i højsæsonen er der folk i alle huse, kø ved isboderne og en lind strøm af biler, der leder efter parkeringsmulighed. Strandene er børnevenlige og på sommerdage fyldt med familier, der nyder sandet og vandet. Man fonemmer, at området er pænt mættet med sommergæster. Det er let at komme ned på standen for store og små.
Mange besøger bundgarnsmuseet, og år efter år har man bedt om at kommunen sørger for toiletter, der svarer til områdets besøgstal. Men det har der ikke været råd til.
For nogle år siden købte Norddjurs Kommune Thomasminde, et snart 120 år gammelt fint hus beliggendelige ud til kysten og sammen med det, det gamle ishus på stranden, der for mange står som et vartegn for Fjellerup strand og et minde om tidligere tiders bundgarnsfiskeri.
Mange var glade og forventningsfulde, skilte blev sat op med påskriften “ Oplevelsesplads” helt oppe ved Fælledvej, og der var forventninger om renovering af Thomasminde med udhuse og forventning om spændende arrangementer i den hyggelige have bag huset.
Men huset står og forfalder, det har aldrig set værre ud, end efter kommunen købte det. Der er ikke penge til vedligeholdelse og endnu mindre til renovering, lyder det. Det er trist at se vores fælles ejendom i den grad misligeholdt. På trods af dette har frivillig arbejdskraft sørget for aktiviteter ved Thomasminde i højsæsonen. Børneaktiviteter, kunstudstillinger, loppemarked, levende musik, udendørs yoga og gudstjeneste. Hatten af for alle de aktive Fjelleruppere!
Kommunen bidrager med græsslåning, interimistisk afstivning af udhuse, der truer med at falde sammen og uskønne toiletvogne foran huset i højsæsonen.
Nu læser vi med undren og uro om kommunalpolitikernes drøm om et stort dyrt projekt nu kaldet Fjellerup Udvikling med betonplatforme, badebroer og pæle af tropisk træ på vores strand. Det forventes at koste mere end 10 millioner kroner. For et par år siden var samme projekt budgetteret til under 7 millioner, og vi kan bare gisne om, hvad den endelige regning vil lyde på. Hvor kommer de penge fra?
I den forbindelse vil vi nævne Strandkroen, vel vidende, at den ikke i dag er kommunens ejendom. Det virker næsten som om, projekt Fjellerup Udvikling har fortrængt, at den eksisterer, selvom den står som en skamstøtte, trist og forfalden ved en af de bedste badestrande på hele strækningen.
Hvis det viser sig, at der ikke er lovgrundlag for at ombygge eller renovere Strandkroen, skulle man måske tænke alternativt og forsøge med offentlige midler og/eller fondsmidler at købe Strandkroen, rive den ned og skabe en perle af en offentlig badestrand med allerede eksisterende parkeringsplads på den anden side af vejen.
Hvorfor prioriterer kommunen et projekt, der er helt ude af trit med tiden og vil forstyrre et naturområde som Fjellerup strand med ikke bæredygtige materialer som beton og tropisk træ?
Kommende storme vil hærge betonelementerne, bølgerne vil underminere dem og måske efterlade os med noget, der minder om vestkystens bunkere. Hvem skal vedligeholde disse nye klimasårbare fremmedelementer på stranden, når kommunen ikke engang kan vedligedholde de bygninger, de allerede har her? Endsige sørge for ordentlige toiletter til de gæster, der allerede er her?