Fortsæt til indhold

»Sut min pik« og »kvinder skal bare skrælle kartofler«: Vi skal tage chikane på erhvervsskolerne langt mere alvorligt, lyder det fra to unge kvindelige fagforeningsformænd

Seksualundervisning som løsning: Stop chikanen på erhvervsskolerne med det samme, lyder det fra to fagforeningsformænd.

Debat
Nana HøjlundFormand for 3FH Østjylland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forestil dig, at du netop er gået ud af folkeskolen, du har valgt en uddannelse indenfor et mandsdomineret fag i byggeriet, og det, du blandt andet bliver mødt med, er kommentarer som ”sut min pik” og ”kvinder skal bare skrælle kartofler”.

(...) og det du blandt andet bliver mødt med, er kommentarer som ”sut min pik” og ”kvinder skal bare skrælle kartofler”

Du tør ikke at sige fra, fordi det er din fremtid, det gælder, så du bider det i dig og lader chikanen fortsætte, indtil bægeret flyder over for dig, du må forlade arbejdspladsen og du får en depression som konsekvens. Det er dit første møde med arbejdsmarkedet! Det er virkeligheden for Sofie og mange unge kvinder, som vælger et arbejde i byggeriet.

Hver femte kvinde har oplevet seksuel chikane på uddannelser indenfor teknologi, byggeri og transport. Men endnu værre er det for de unge under 17 år, her har 42 procent oplevet det.

Kampen mod seksuel chikane: Caroline Ullits Dreholt og Nana Højlund står sammen i kampen for ligestilling og respekt. Pressefoto

Jeg er enig med Caroline Ullits Dreholt, 3F Ungdom Randers’ formand, når hun er ude at sige til sit fagblad, at det er på tide at tage seksuel chikane på erhvervsskolerne langt mere alvorligt.

For hvis unge kvinder opgiver at uddanne sig indenfor byggeriet, så bliver manglen på faglært arbejdskraft altså ikke mindre.

Det er vigtigt, at der er nultolerance, og at der er konsekvenser ved grænseoverskridende adfærd, men selvfølgelig er det den forebyggende indsats, der skal vægte højest, hvor seksualundervisning kan være en del af løsningen.

Men hvis vi vil have et arbejdsmarked, som er inkluderende, så skal vi netop også have indsatser ude på arbejdspladserne, som forebygger og stopper seksuel krænkende adfærd overfor alle.