Partifarve eller interesse? Stem med hjerte og hjerne, politikere
Et afgørende valg venter på onsdag i byrådssalen. Borgere og miljø håber på retfærdighed, lyder det i dette læserindlæg.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kære beslutningstagere
I står med et afgørende valg overfor jer. Lige om lidt skal I stemme om placering af et efterhånden omstridt biogasanlæg. På borgernes vegne. På miljøets vegne.
Jeg er selvstændig erhvervsdrindende og bor ikke langt fra placering 2.1.
Herude var folk i området til en start lidt overraskede over, at det overhovedet kunne komme på tale at placere et industrielt anlæg af så massive proportioner lige netop i dér. Vi tænkte, at det var lidt småtosset overhovedet at foreslå det. Argumenterne imod er mange og velbeskrevet i utallige læserbreve. Og sætter man sig blot en smule ind i det forarbejde, som lå til grund for ansøgningen (bl.a. rapporter fra Niras), forekom det åbenlyst, at dette ikke er en optimal løsning endsige placering, hvis det som minimum handler om at at gøre miljøet en tjeneste. Husk alle på, at det netop er argumentet, som ja-sigerne flittigt griber til for at få tvivlere til at tie. Miljøet.
Dét, som er større end du og jeg. (Det forekommer lidt som scenen i Niels Malmros klassiske film, Zappa, hvor hovedpersonen Mulle tvinges til at spise en skovsnegl. »Du vil gerne være med i hulen, ikk Mulle...?«)
Dette fik det til at løbe koldt ned af ryggen på undertegnede.
Jeg tog til borgernøde i Kolind, da vi skulle forholde os til placering igen, nu kaldet 2.1.
Her var mange velforberedte spørgere og dedikerede indlæg. Svarene vi fik fra borgmesteren og co. var høflige, overfladiske, glatte og blottet for substans. Ikke mindst ved de spørgsmål som gik på, hvad den reelle gevinst for miljøet bliver med dette anlæg, som bl.a. er så ekstremt tungt på og afhængigt af fossil logistik.
Dette bekymrede mig. Hvorfor kunne politikerne ikke svare på det? Eller ville de ikke? Og hvorfor sad vi nu til et borgermøde igen om det samme biogasanlæg blot et stenkast fra tidligere placeringer? Her har miljø-udbyttet vel været det samme?
Størstedelen af byrådet var også til stede i salen den aften. Dette beroligede mig i første omgang. Jeg forestillede mig, at demokratiet således ville komme til at gå sin gang i en synergi-effekt mellem borgere og beslutningstagere.
Men. Da mødet knapt var slut, overværede jeg to af de folkevalgte gøre status på debatten. Den ene sagde med et diskret himmelvendt blik til den anden: ”Ja, der var jo intet nyt under solen.”
Dette fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på undertegnede. Et var, at der måske også findes fakta-resistente blandt de folkevalgte. Værre var måden, hvorpå man så åbenlyst og respektløst forholdt sig til det, som tydeligvis lå borgerne på sinde. Det gav en følelse af, dette allerede var afgjort for nogle og høringsprocessen blot et spil for galleriet. Det var decideret ubehageligt.
Det er så bl.a. disse personer, som lige om lidt skal beslutte noget på vegne af rigtig mange mennesker.
Kære politikere. Jeg håber, I denne gang hver især har sat jer grundigt ind i sagen, inden I stemmer om dette biogasanlæg. Jeg håber oprigtigt, I stemmer med både hjerte og hjerne. Jeg håber, I stemmer som oplyste mennesker og ikke blot partifarve eller interessent.
Og så håber jeg, I stemmer nej. Om ikke af respekt for størstedelen af borgerne i området, så for miljøet. Dét som er større end os.