Fortsæt til indhold

Lykkeliga og Specialstyrken er lysende eksempler

Debat
Morten BangMedlem af byrådet, udenfor partierne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I forbindelse med februar måneds byrådsmøde skulle vi i byrådet tage stilling til Favrskov Kommunes nye handicappolitik.

I politikken er der indarbejdet nogle gode og vigtige temaer, som gør, at vi har en retning at arbejde efter: Favrskov Kommune er en samlende kommune, hvor mangfoldighed er en styrke, som der står i indledningen.

Temaerne i politikken er:

  • Selvstændighed og troen på muligheder
  • Et godt hverdagsliv for alle børn og unge
  • Mulighed for uddannelse og job
  • Aktivt fritidsliv og fællesskaber
  • Tilgængelighed til at bevæge sig frit

På kultur- og fritidsområdet er der to lysende eksempler, som virkelig gør en forskel: Vi har Lykkeliga i Hadsten og Specialstyrken i Hinnerup.

Hos dem får handicappede mulighed for at deltage aktivt i fritidsliv og fællesskab. Det gør forhåbentlig, at deres hverdagsliv bliver bedre, og det øger deres selvstændighed og troen på egne muligheder.

Jeg glæder mig over, at politikken nu er vedtaget i byrådet. Nu skal den omsættes til praksis, så den giver værdi til vores borgere. Jeg ser frem til at følge arbejdet og de projekter, der følger med vedtagelsen af denne politik.