Unikt fællesskab: Her er vinderen af Handicapprisen 2023
Vinderen af årets handicappris går til trænerne bag Favrskov Fighters.
Favrskov Fighters er navnet på et af Favrskovs sejeste håndboldhold. Holdet er for børn med handicap og til at styre tropperne står et trænerteam, som også er ret sejt. Det mener Handicaprådet i Favrskov Kommune i hvert fald, så derfor går Handicapprisen 2023 til Favrskov Fighters trænere.
De får prisen for at have »opbygget et unikt fællesskab for børn med handicap i kommunen,« lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.
Det vakte jubel, da borgmester Lars Storgaard mandag 4. december afslørede vinderen i byrådssalen i Hammel, hvor både trænerne og flere af spillerne fra holdet var mødt op.
Borgmesteren kaldte prisen for »et symbol på vores fælles ambition om at gå i en retning, hvor alle borgere, uanset handicap, har lige adgang og lige muligheder.«
Han fortsatte:
»Årets prisvinder har vist ekstraordinær dedikation til at skabe forandringer og bane vejen for et mere inkluderende samfund.«
Sammenhold og fællesskab
Ole Thykær, formand for Handicaprådet i Favrskov Kommune, holdt også en tale ved overrækkelsen, og han understregede, at Handicaprådet er meget optaget af sundhedsfremmende aktiviteter for personer med handicap.
»Hvis sloganet ’Lighed i sundhed’ skal give mening, skal der også være forebyggende tiltag for borgere med handicap. De unge har brug for at blive støttet i at tage del i sundhedsfremmende aktiviteter. Det er netop det, som Favrskov Fighters lykkes rigtig godt med,« sagde han.
På vegne af trænerne tog Camilla Syrstad imod diplom og en check på 5.000 kroner.
»Det er en anerkendelse af vores arbejde med holdet, og prisen skaber synlighed omkring tilbuddet. Vores tilbud er mere end håndbold. Det er foreningsliv med sammenhold og fællesskab, og det har de her børn og unge også brug for. Og det har deres forældre også. For deltagerne er holdet med til at give dem både en personlig og social udvikling. Holdet har eksisteret i fire år til nytår, og vi har set spillere blomstre og hjælpe hinanden, fordi de er i trygge rammer. Det er fantastisk at opleve,« siger Camilla Syrstad i pressemeddelelsen – hun tilføjer, at mange af spillerne også er begyndt at ses i fritiden.
På lørdag fejrer holdet juleafslutning, og spillere samt trænere skal i fællesskab finde ud af, hvad prisen på de 5.000 kroner skal bruges til. En fælles oplevelse kunne være et godt bud.
Favrskov Fighters er en del af Hadsten Håndbold. Trænerstaben bag holdet er Camilla Syrstad, Susanne Willesen, Alexandra Andersen Pujol, Mette Frislev, Lone Margrethe Carstens, Rikke Nielsen, Søren Grilmer, Birgitte Sander, Jacob Bardino, Jesta Damgaard og Louise Wissing.