Ros til Stegger for en grundig proces - anerkendelse af velovervejet arbejde
Christoffer Pedersens kritik af borgmesteren for manglende lederskab er ude i hampen, mener debattør.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Når Venstres Christoffer Pedersen på byrådsmødet onsdag den 28. februar og efterfølgende i Adresseavisen udtaler, at der har manglet politisk lederskab i biogassagen, er det svært at opfatte som andet end desperation fra Venstres side.
Ja, det har været en lang proces. Og det skylder man også de involverede virksomheder og borgerne: Nemlig at komme hele vejen rundt om en sådan sag og afdække alle muligheder for en potentiel etablering af et fælles biogasanlæg på Djursland. For det er en sag, der berører rigtig mange mennesker.
Og her må jeg lige minde om, at politikerne sidder på borgernes mandat.
Udgangspunktet har været, at der ikke på forhånd har været udpeget en placering for et fælles biogasanlæg i Syddjurs Kommune, og derfor er der undervejs i processen blevet screenet for flere arealer, efterhånden som udfordringerne stillede sig i kø. Det vil jeg tillade mig at kalde politisk lederskab: At tage ansvar for også at se nærmere på de muligheder, der er opstået undervejs i forløbet.
Dertil kommer, at ingen har vidst, hvor denne sag ville ende. Som flere byrådspolitikere tilkendegav under byrådsmødet, har de været i tvivl. Og heldigvis for det. For det må ikke være en nem beslutning at skulle træffe som politiker. Det har derfor netop ikke stået soleklart i lang tid, hvordan udfaldet af afstemningen ville blive, sådan som man ønsker at fremstille det.
Og at sige, at et biogasanlæg i denne størrelsesorden og med denne placering ikke kommer til at skade turistbranchen på Djursland – det vil jeg tillade mig at sige – for nu et bruge et Christoffer Pedersen-udtryk – er ”helt på månen”.
Jeg var selv til stede i byrådssalen, da sagen blev behandlet. Og det var bemærkelsesværdigt, at Christoffer Pedersen på intet tidspunkt følte behov for at gå nærmere ind i indholdet af de mere end 200 høringssvar og 4 underskriftsindsamlinger, der er indkommet i denne sag, eller de velbesøgte borgermøder, der har været afholdt i forløbet. Djurs Sommerland blev heller ikke nævnt ved navn én eneste gang i Venstres motivation af sagen, hvor landbruget fik lov til at spille hovedrollen.
Denne sag handler om Brdr. Thorsen Biogas I/S, som ønsker at etablere et af Danmarks største biogasanlæg, og så Djurs Sommerland, en af landets største turistattraktioner. Men den handler mindst lige så meget om de borgere, som vil blive berørte af politikernes beslutning.
Der har været borgere, der har følt sig magtesløse i denne proces. Som vil kunne se deres liv og deres dagligdag blive forandret med et trylleslag, hvis de skal leve med mere end 200 kørsler med lastbiler i deres nærområde til og fra biogasanlægget – om dagen!
Venstres tilkendegivelse om, at ”transport netop er et af argumenterne for, at det er en udmærket placering” er en arrogant holdning at have over for borgerne i nærområdet. Der var da også flere af de berørte borgere, der sad med tårer i øjnene under sagens behandling i byrådssalen. Og det forstår jeg godt.
Og her må jeg lige minde om, at politikerne sidder på borgernes mandat.
Borgmesteren har netop udvist politisk lederskab i denne sag ved at lytte til alle argumenter og i særdeleshed også fra de borgere, som er berørte af denne sag. Dertil har der været gjort adskillige forsøg på at screene for alternative placeringer af et biogasanlæg. Det er politisk ordentlighed og lederskab.«