Det bliver bøvlet de kommende år, men derefter bliver alt godt
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Mange trafikanter oplever hver dag nærmest trafikkaos ved og omkring motorvejskryds Aarhus Nord og Alfa i Søften. Det er nemlig ikke kun ude på E45-motorvejen og Rute 15 Djurslandsmotorvejen, at der opstår massive kødannelser i myldretiden.
Det gør der også på Århusvej i Søften, hvor trafikken tit går helt i stå på vejen ud til motorvejskrydset, og trafikanterne fra sidevejene i industrikvarteret i Søften må i myldretiden hver eneste dag vente længe på at komme ud på Århusvej.
Det gør Favrskov Kommune i samarbejde med Vejdirektoratet nu noget ved.
Som en del af arbejdet med at udvide E45 ved Aarhus skal et stykke af Århusvej i Søften flyttes og udvides til en firesporet vej. Der kommer også nye cykelstier, en buslomme og en stor samkørselsplads.
Vejdirektoratet står for strækningen mellem motorvejskrydset og Beta, som går i gang her i slutningen af april. Favrskov Kommune står for strækningen mellem Beta og Alfa. Dette arbejde starter i 2025.
Der er ingen grund til at skjule, at det bliver bøvlet for både ”hårde” og ”bløde” trafikanter de kommende år. Alle vil komme til at opleve øget kø og længere transporttid specielt i myldretiden.
Men derefter bliver alt godt for både erhvervslivet i Søften-området og for de mange trafikanter, der pendler frem og tilbage hver eneste dag.
Kodeordet bliver tålmodighed.