»Det vil være tudetosset at stemme for et nyt vandværk«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg har i et læserbrev i sidste uge her i Uge-Bladet gjort rede for, hvorfor jeg finder, at det bedste for Skovby Vandværks forbrugere vil være at stemme for en fusion med Galten Vandværk.
Det er stadig min mening! Thi jeg finder nemlig fortsat, at det vil være tude tosset at stemme for et nyt vandværk og dermed dyrere vand på minimum kr. 600 årligt i de næste 30 år, der i alt betyder for hver enkelt af os forbrugere mindst kr. 18.000 lige lukt ned i kloakken. Oven i de i forvejen høje priser på vand m.m.
Stort spild af forbrugernes penge, når der nu findes andre lige så gode og både nemmere og billigere løsninger:
Bygningerne kan nok holde 30 år endnu, forlyder det. Og betontankene siges at være godkendte inden for det sidste år og kan så også holde i mange år endnu. Med relevante renoveringer af og med nyanskaffelser til det bestående vandværk.
Med en hurtig færdiggørelse af vandledningen mellem Skovby Vandværk og Galten Vandværk, og så vidt vides mangler kun 1,5 kilometer på Smedeskovvej at blive forbundet med Skovby Vandværk. Vi havde jf. neden for 5 millioner kroner på bankkontoen
Og så naturligvis en fusion mellem Skovby Vandværk og Galten Vandværk. Thi når jeg dykker ned i sagen om et nyt Skovby Vandværk til 15 millioner kroner, dukker der til stadighed nye spørgsmål og betragtninger frem som for eksempel:
Hvis det nye vandværk skal placeres på den grund, hvor det nuværende vandværk ligger, skal det gamle vandværk så ikke rives ned og betontankene graves op og fjernes før nybyggeriet?
Og hvad vil det så koste? Måske 3-4 mill. kr. eller måske mere? Thi det er jo dyrt at nedrive og at opgrave og at bortskaffe. Og det er rigtigt dyrt efterfølgende at komme af med mur- og beton brokker.
Hvor får vi vand fra så længe?
Hvor meget vand vil de eventuelt nye ståltanke kunne rumme? Jeg har hørt tale om 2 tanke på hver 200 kbm. Er det mon nok for forbrugerne i Skovby ved tørke og/eller ved ildsvåde?
Jeg har ladet mig fortælle, at Skovby Vandværk lige nu har 2 betontanke: 1 der kan rumme 250 kbm. og 1 der kan rumme 500 kbm. Hvis det holder, så er der jo 88% mere eller ca. dobbelt så meget kapacitet i de nuværende betontanke, end i de påtænkte ståltanke.
Jeg har endvidere ladet mig fortælle, at det under tørken i 2018 var rigtigt godt, ja rent faktisk nødvendigt, med en kapacitet på 750 kbm. i Skovby Vandværks tanke.
Jeg har på ny gennemgået årsregnskabet for 2022, som var det seneste tilgængelige, da dette læserbrev blev indsendt til Folkebladet den 13.05.24.
Jeg har lige nogle spørgsmål hertil:
Med de store likvide beholdninger på ca. 5 mill. kr., hvorfor er der så ingen renteindtægter anført i resultatopgørelsen? Thi med en rente på aftaleindlån i 2022 på bare 2%, og en med buffer på kr. 400.000 i likviderne, synes jeg, at der mangler renteindtægter på kr. 92.000 i resultatopgørelsen.
Årsregnskabet for 2023 har, som foran beskrevet, ikke været tilgængeligt for mig. Men jeg formoder, at det samme - med de manglende renteindtægter - gør sig gældende i 2023 årsregn-skabet også. Men da renten i 2023 jo steg lidt, mangler der så nok renteindtægter for kr. 125.000 på bankkontoen.
Hvorfor gør der mon det? Og hvorfor er der betalt renter til pengeinstitutter, når der ingen gæld hertil fremgår af balancen hverken i 2021 eller i 2022?
I årsregnskabet - stadig kun for 2022 - fremgår af balancen under ”Hensatte forpligtelser” lige under ”Egenkapital”: ”Akkumuleret over-/underdækning på ca.4,2 mill. kr”. Hvad skal denne hensættelse, der årligt reguleres over resultatopgørelsen, mon bruges til? Reguleringerne i 2021 og 2022, også anført i resultatopgørelsen, synes lidt mærkelige.
Thi de giver ikke umiddelbart mening, synes jeg. Alt det oven for anførte skal man som forbruger jo lige huske at tage med i sine betragtninger, inden man beslutter sig for, hvordan man vil stemme på generalforsamlingen i Skovby Vandværk på onsdag i næste uge den 29.05.24 fra kl.19.30.
Mød derfor frem på generalforsamlingen om en uge, hvor end denne måtte blive afholdt, og bak venligst op om det, I som forbrugere kan gå ind for, men især om en fusion. Thi der er mange penge i det for os.
Jeg håber rigtigt meget på en god og en fair ordinær generalforsamling i Skovby Vandværk AmbA. Husk venligst, at kan du ikke selv møde frem, så giv da venligst din fuldmagt til at stemme til en anden forbruger, som du har tillid til, og som vil det samme som dig. - Én andelshaver må medbringe én fuldmagt fra én anden andelshaver jf. vedtægternes § 8. Kun én.