Fortsæt til indhold

Haveaffald bliver ikke forbudt

Debat
Kresten BjerreMedlem af Kommunalbestyrelsen i Odder (RV), Udvalgsformand Klima og Plan, Medlem af Udvalget for Økonomi og Erhverv, Formand Renosyd, næstfmnd. Kredsløb Affaldsenergi, Best. medl. Odder Spildevand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der har på TV2-Østjylland kørt en historie om, at Renosyd vil forbyde folk at aflevere haveaffald på genbrugspladserne.

Det er bare ikke korrekt og det undrer mig meget, at man ikke har faktatjekket hos Renosyd, om det passer. Det gør det nemlig ikke.

Jeg kan som formand for Renosyd klart afvise historien.

  • Der er ikke til bestyrelsen fremsat forslag om at forbyde haveaffald.
  • Bestyrelsen har ikke behandlet et forslag om at forbyde haveaffald

Det er en ‘ikke-historie’ om noget, som ikke er sket og som ikke vil ske.

Jeg vil gerne slå helt fast, at vi ikke har planer om at forbyde folk at aflevere haveaffald på genbrugspladserne. Det vil i øvrigt heller ikke være lovligt. Artiklen er uden hold i virkeligheden.

Vi har i bestyrelsen i Renosyd en løbende drøftelse af, hvordan vi kan nedbringe affaldsmængderne. Det gælder alle fraktioner, også haveaffald, som udgør den største fraktion på ca. 30 %. Det vil give rigtig god mening, hvis vi kan lykkes med at reducere mængden af haveaffald med 10 -15 %. Det er godt for klimaet, vi sparer CO2, transport, behandling og forbrænding.

Det er den vej, vi skal gå.

Det er mit håb, at vi kan reducere mængden af haveaffald, men vi kunne ikke drømme om at lukke for adgangen for at aflevere haveaffaldet.