Fortsæt til indhold

Hård kritik af Syddjurs Kommunes byggesagsbehandling. Kultur- og planchef svarer tilbage

Debattører mener, at Syddjurs Kommunes byggesagsbehandling er under al kritik. Kultur- og planchef Lars Høeberg reagerer på anklagerne og inviterer på en kop kaffe.

Debat
Ulla SteffensenMimosavej 3, Egsmark 8400 Ebeltoft.
Kim Rønde OlesenMimosavej 3, Egsmark 8400 Ebeltoft.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Det var en del undren, vi i starten af maj kunne læse, at Chef for Kultur og Plan (herunder Byggeri), Lars Høeberg, udtaler: i Syddjurs Kommune giver vi ikke plads til favorisering eller bagdøre – byggetilladelser behandles ensartet for alle!

Det er tydeligt for enhver, at Lars Høeberg ikke færdes meget blandt beboerne i Syddjurs Kommune, for så ville han ikke have udtrykt sig så bombastisk om byggesagsbehandlingen i kommunen! Noget rigtig mange har en holdning til – og et område som mange, man møder, udtrykker mistillid til.

Lars Høeberg havde, da han skrev indlægget, kun været ansat i Syddjurs Kommune i to måneder, så vi tvivler på, at han kan have været rundt i hele organisationen for at tjekke byggesagsbehandlingen ud. Men hvorfor har han så behov for at komme med denne udmelding på dette tidspunkt? Der må jo være en grund til at gå ud og forsvare kommunen og dens ansatte så tidligt i sin ansættelsesperiode. Vi leder stadig efter svaret.

På den baggrund valgte vi at sende Lars Høeberg en mail med tre konkrete byggesager, der via forskellige medier har haft offentlighedens interesse – og så lige en fra egen andedam, hvor vi selv har et indgående kendskab til processen. Alle de sager, vi har hørt om på rygteplan, valgte vi naturligvis at gå udenom.

Vi ville gerne høre, om den menige borger i kommunen vil være i stand til at få ændret i lokalplanen, som Salling Group fik gjort, da deres uddannelsescenter Bøgehøj skulle ombygges? Eller om der var tale om en favorisering? I parentes bemærket har vi intet imod Salling Group …

Vi ville gerne høre, om bygherre på Egsmarkgårdvej blev favoriseret, da der blev udstykket 22 sommerhusgrunde på fredet jord? Og om de 20 (af 22) grundejere, der nåede at bygge på grundene, inden fadæsen blev opdaget, blev favoriseret ift. de to sidste, der ikke nåede at bygge?

Vi ville gerne høre, om der i en tilsvarende sag om udstykning på fredet jord ved Øer var tale om en favorisering af bygherre? Og om den pågældende bygherre er chef i Aarhus Kommune, hvor Lars Høeberg i øvrigt var ansat, inden han blev ansat i Syddjurs Kommune?

Vi ville gerne høre til byggesagsbehandlingen af Strandlyngen 6A og 6B, hvor vi i hele forløbet har været vidne til regelbrud omkring højde- og afstandskrav på byggeriet, støjgener fra kl. 7 til 19 i weekender og på helligdage, manglende sikkerhed på byggepladsen osv. osv.

Oven i hatten klumrede Syddjurs Kommune i partshøringen, der involverede de nærmeste naboer. Og for at fuldende miseren, nåede kommunens sagsbehandler ikke at læse partshøringens indsigelser, inden bygherre var i gang med byggeriet igen.

Og få timer senere havde bygherre en byggetilladelse, selv om byggeriet overskred gældende byggeregler. Så en partshøring trækker ikke sagsforløbet ud, Lars Høeberg – I kan blot lade være med at læse parternes indsigelser, som I gjorde i denne sag.

Uanset hvad Syddjurs Kommune mener, så betragter vi denne byggesags forløb som en klar favorisering af bygherre.

I parentes bemærket har Lars Høeberg IKKE ønsket at svare os på nogle af ovenstående spørgsmål, som relativt nemt kunne besvares med enten ja eller nej.

Det er hans valg, men det styrker ikke hans og kommunens troværdighed. Tværtimod.«

Svar fra Lars Høeberg:

Lokalavisen har via pressechef Ole Bjarke Nielsen, Syddjurs Kommune, modtaget følgende svar på ovenstående kritik fra Lars Høeberg, chef for Kultur og Plan hos Syddjurs Kommune:

»I Syddjurs Kommune har vi de seneste år behandlet et meget stort antal sager inden for byggeområdet. Dette har lagt et stort pres på vores byggesagsbehandlere, som har arbejdet hårdt for at minimere ventetiden. Som det fremgår af en sag fra Erhvervs- og Planudvalget den 7. februar 2024, er sagsbehandlingstiden for enfamilies-, række- og sommerhuse under KL’s servicemål. Vi måler desuden tilfredsheden hos alle borgere og virksomheder, som får behandlet en sag, og denne lå på 3,9 på en skala fra 1 til 5 i november 2023.

Dette betyder ikke, at vi er fejlfrie. Selvom mange byggesager er simple, har vi også meget komplekse sager, hvor mange parter skal høres. Ligesom andre store organisationer oplever vi medarbejderskift og udskiftning af IT-systemer, hvilket kan skabe udfordringer. Vi arbejder dog målrettet på at opretholde den højeste faglighed, lære af de komplekse forløb og levere den bedst mulige service til både borgere og virksomheder.

Jeg vil understrege, at vi ikke giver medarbejdere eller andre særlig fortrinsret i sagsbehandlingen. Alle behandles lige. I de nævnte eksempler er der tale om lokalplaner, som er underlagt politisk behandling i både fagudvalg og Byrådet. Her kan alle via sagerne og video fra Byrådet se, hvad der ligger til grund for beslutningerne.

Jeg inviterer gerne på en kop kaffe, hvor vi har mulighed for at forklare om behandlingen af lokalplaner.«