Fortsæt til indhold

Kom med nogle konkrete forslag til, hvor kan vi spare 66 millioner kroner

Debat
Søren FrandsenByrådsmedlem for SF Vestervej 6, 8382 Hinnerup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kasper Kay Petersen fra Liberal Alliance kommenterer på mit seneste læserbrev med at citere en analyse fra Cepos. De kælderkolde regnearksdrenge fra Cepos har med den store lommeregner fundet den økonomiske løsning på krisen i den kommunale velfærd: Favrskov Kommune skal være lige som den mest udgiftseffektive kommune.

Det er en velkendt sang, og vi kender både vers og omkvæd til hudløshed. Der skal spares på ledelse og administration, og produktiviteten skal forbedres. Det er (som altid) ukonkrete besparelser.

Men virkeligheden er konkret. Så hvad er det konkret, man ønsker at spare på? Ønsker man mindre ledelse ude på skolerne? Skal vi begrænse åbningstiderne i borgerservice? Kom med nogle konkrete forslag til, hvorledes vi kan indfri vores potentiale på op mod 66 millioner kroner.

66 millioner kroner, der ligger og gemmer sig. Det er mange penge, så der må være nogle lavthængende frugter. Hvor kan vi konkret spare pengene, Kasper?

Det kunne også være, at man skulle stille disse konkrete spareforslag i byrådet. Der er borgerligt flertal i byrådet, og Liberal Alliance har to pladser i byrådet. Hvis besparelser er løsningen, hvorfor tøver I?