Vi vil samles i fællesskaber og begejstres
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
EM buldrer løs - Jeg har haft fornøjelsen af at tage til Tyskland for at se Danmark spille – Ikke bare én, men to gange. Jeg var afsted med mine sønner, og det var en oplevelse, vi aldrig vil glemme. Vi elsker fodbold og vi holder ALTID med Danmark – Vi tog afsted for at støtte de danske drenge, men også for at mærke suset fra fællesskabet. Vi stod i en park i Stuttgart og på en plads i Frankfurt og der mødte jeg nuværende og gamle kolleger, venner og familie. Alle var der for at dele denne fantastiske oplevelse og mærke stemningen. Det er dét, idrætten kan – Samle og begejstre.
Selvom resultaterne kunne have været bedre, var det ikke afgørende. Vi fik en oplevelse for livet, og det er dét, der virkelig tæller. Fodbold og sport generelt har en unik evne til at samle mennesker, det handler om fællesskab og begejstring.
Efter de to ture til Tyskland var jeg også i Parken til koncert med Minds of 99 sammen med min kone og 50.000 andre begejstrede mennesker. Musikken skabte en helt særlig fællesskabsfølelse og begejstring. Det var en unik oplevelse og stå under taget i Parken og mærke det musikalske sus.
Sport og kultur har den enestående evne til at skabe fællesskaber og begejstre os.
Disse store oplevelser og fællesskaber har deres rødder i de mange frivillige foreninger, hvor der hver dag er frivillige ildsjæle, der arbejder hårdt for at skabe rammerne for sport, musik, kunst og alle former for fritidsaktiviteter.
Det er her, grobunden for de store oplevelser starter. Vi skal derfor investere i vores kultur- og fritidsliv, både for at kunne nyde de store oplevelser, men også for at kunne nyde de daglige glæder ved fællesskab, sport, kunst, kultur, musik og fysisk aktivitet.
Vores mange frivillige gør en uvurderlig indsats, og det er afgørende, at vi støtter og anerkender deres arbejde.
Derfor skal vi fortsat arbejde for at styrke vores kultur- og fritidsliv, så vi kan samles, begejstres og drages af de mange fantastiske oplevelser, som sport og kultur kan tilbyde.
Eksperiment: Hvordan ville Favrskov se ud, hvis ikke vi havde nogen idrætshaller, fodboldbaner, kulturhuse, biblioteker, billedskole, musikskole, spejderforeninger, frivillige foreninger og alle de ”uformelle” aktiviteter rundt omkring i kommunen?
Uden alt det, så ville rigtig mange mennesker gå glip af rigtig meget! Derfor skal vi værne om vores fællesskaber og frivillige foreninger.
Hvis jeg skal komme med et punkt, hvor oplevelserne i Tyskland og koncerten i Parken kunne have været bedre – Der var alt for lidt konfetti...
God sommer!