Fortsæt til indhold

Lad os lytte til vores naboer - drop vindmøllerne ved Vosnæs

Debat
Jakob Søgaard ClausenMedlem af Aarhus Byråd for Danmarksdemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Et flertal i Aarhus Byråd arbejder på at sætte tre kæmpe vindmøller på 150 meter op i det naturskønne Vosnæs, som ligger tæt på kommunegrænsen til Syddjurs. Det vil være en katastrofe uden lige.

Netop Vosnæs er nemlig en helt særlig naturperle i Aarhus Kommune med et bakket herregårdslandskab med flot udsigt over bugten og Mols. Det er definitionen på et naturområde, som man for alt i verden bør beskytte mod store industrianlæg.

I området bor der selvfølgelig også mennesker. De bor både i Aarhus Kommune og i Syddjurs Kommune på den anden side af den usynlige kommunegrænse. Det er mennesker, som aktivt har valgt at bosætte sig i det naturskønne område. De menneskers valg synes jeg, at vi i byrådet bør have stor respekt for.

De tre planlagte kæmpe vindmøller på 150 meter er det modsatte af respekt for såvel mennesker som natur. Det er industrianlæg, som larmer og kaster lange skygger i det naturskønne område.

Danmarksdemokraterne støtter derfor ikke op om vindmøllerne. Tværtimod kæmper vi aktivt imod dem sammen med naboerne. For vindmøllerne er ren symbolpolitik, da deres elbidrag til Aarhus Kommunes samlede elforbrug er forsvindende lille.

Desværre arbejder det meste af byrådet på at få sat møllerne op.

I slutningen af april indgik et flertal i byrådet nemlig en ny bindende klimaaftale. Med den har de besluttet, at der skal sættes flere vindmøller op i Aarhus Kommune. Herunder projektet ved Vosnæs.

Så trods løfter fra flere politikere om, at intet er besluttet endnu, så har flertallet reelt besluttet sig for, hvad de vil. Danmarksdemokraterne er det eneste parti i byrådet, som ikke er en del af aftalen, mens Venstre har fået et forbehold for netop de store vindmøller. Ellers bakker resten af partierne i byrådet op om at ødelægge det naturskønne område med tre kæmpemøller. Det synes jeg er trist.

Og mens der i Aarhus Byråd åbenbart er stor opbakning til de store møller, så forholder det sig lige modsat hos vores gode naboer i Syddjurs Byråd. Her bakker et samlet byråd nemlig beboerne i området op og ønsker ikke vindmøllerne lige på den anden side af kommunegrænsen. En så klar melding bør vi ikke sidde overhørig i Aarhus.

Så nu hvor et flertal i byrådet ikke er indstillet på at lytte til borgerne i og omkring Vosnæs, så bør de da lytte til vores naboer i Syddjurs og droppe vindmøllerne på Vosnæs.