Fortsæt til indhold

Lad os genoplive bussen mellem Hammel og Hinnerup

Debat
Mette NøhrByrådsmedlem (C) Grønhøjvej 33, 8450 Hammel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg drømmer om, at bussen mellem Hammel og Hinnerup bliver genoplivet. Derfor håber jeg meget, at byrådet vil støtte det forslag om at genåbne ruten, som bliver en del af budgetforhandlingerne i Favrskov.

Vi har fra konservativ side bedt de kommunale embedsmænd regne på, hvad det koster at genåbne ruten med fire daglige tur/returkørsler på de tidspunkter, hvor behovet er størst. Det vil koste cirka 650.000 kroner, hvis i gennemsnit 40 borgere stiger på bussen om dagen. De 40 borgere er kun en tredjedel af det antal, der sidst brugte ruten, så jeg kan godt forestille mig et højere passagertal – især hvis vi placerer turene på tidspunkter, hvor man let kan komme videre til Aarhus og Universitetshospitalet i Skejby. Jo flere der bruger ruten, desto billigere vil det blive for kommunen og dermed skatteborgerne.

Vi taler med rette meget om, at Favrskov skal bindes bedre sammen. Første skridt kan passende være at binde Hammel og Hinnerup sammen, så det bliver lettere for borgerne i de to hovedbyer at benytte hinandens kultur- og fritidstilbud. I dag er borgerservice centraliseret i Hinnerup, men busruten mellem Hammel og Hinnerup er nedlagt. Det betyder, at hvis man skal med bus fra Hammel eller Thorsø til Hinnerup for eksempelvis at få fornyet sit pas, så skal man over Randers eller Aarhus. Det giver ingen mening. Det er ikke ligefrem sådan nogle forhold, der får folk til at omfavne den kollektive trafik.

Vi taler meget om klima og grøn omstilling. Det giver ikke meget mening, at bilen nærmest er eneste mulighed, hvis man skal fra Hammel til Hinnerup – eller omvendt.

En mulighed kan være at genoplive bussen som toårig forsøgsordning, sætte et mål for passagertal og så holde nøje øje med, hvor mange der bruger ruten. Hvis vi når målet, kører bussen videre efter de to år. Er der ikke nok, der bruger den, parkerer vi den i garagen igen.