Er der virkelig flere dygtige musikere blandt mænd, Smukfest?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der er flere dygtige mandlige musikere i Danmark, end der er dygtige kvindelige musikere. Det mener man i hvert fald hos Smukfest.
Til dette års Smukfest var kun 23 procent af musikerne kvinder. Forklaringen på det meget lave antal kunne man læse i et tillæg til Uge-Bladet Skanderborg.
Her fortalte musikchef og booker for Smukfest Mikkel Xavier, at når Smukfest vælger musikere, er diversitet vigtig, men musikken taler først.
Når det kommer til diversitet, er Smukfest dårlig reklame for byen. Her fremstår Smukfest både gammeldags og træg.
Når Smukfest derfor lukkede mere end tre gange så mange mænd som kvinder ind på de attraktive scener i bøgeskoven, må det altså være fordi, at Smukfest mener, at der er langt flere dygtige mandlige musikere end kvindelige at vælge mellem.
Men denne konklusion må stå for Smukfests egen regning.
Der er et hav af dygtige kvindelige musikere, og på Roskilde Festival var halvdelen af musikerne bag mikrofonen i år kvinder. Hos Roskilde Festival kunne man altså godt skabe en festival, hvor kvalitet og diversitet går hånd i hånd. Og Roskilde Festival lægger sig dermed i førertrøjen, når det gælder tidens vigtige emne. Diversitet.
For måske handler manglen på diversitet på Smukfest nemlig slet ikke om kvalitet. Men i stedet om øjnene der ser. Eller ørene der hører.
I dokumentaren “Sexisme i musikbranchen” fortalte flere kvindelige musikere om de såkaldte gatekeepere i musikbranchen. Dem, der bestemmer hvilke musikere, der får lov at komme gennem den gyldne port indtil musikbranchen og hvilke musikere, der må blive udenfor.
Gatekeeperne er ofte mænd, som blandt andet sidder på pladeselskaberne og bestemmer hvem, der skal have en kontrakt. Eller sidder i radioen og bestemmer, hvem der skal spilles. Eller arbejder som musikchef og booker på festivaler og bestemmer hvem, der skal inviteres ind i varmen og op i spotlyset. Som Smukfests Mikkel Xavier.
Ifølge de kvindelige musikere i dokumentaren gør de mandlige gatekeepere det sværere for kvinder at skabe sig en karriere inden for musikken. Ikke fordi kvinder er dårligere musikere end mænd. Men fordi de mandlige gatekeepere simpelthen i langt højere grad vælger mandlige musikere frem for kvindelige.
Hvor Roskilde Festival er en kæmpe reklame for Roskilde, har også Smukfest gennem årene på smukkeste vis sat Skanderborg på danmarkskortet. Men når det kommer til diversitet, er Smukfest dårlig reklame for byen. Her fremstår Smukfest både gammeldags og træg.
Det handler helt sikkert ikke om uvilje, men det handler derimod om, at Smukfest skal være bedre til at anerkende blinde vinkler og gøre sig mere umage. For tiden med bortforklaringer og vanetænkning er forbi og kalder nu på nytænkning og handling.
Når Smukfest næste år slår porten op for publikum, håber jeg derfor, at man også har slået døren op for langt flere kvindelige musikere. Så vi får en ligelig repræsentation mellem mænd og kvinder på scenerne i 2025.
Til gavn for musikken, for Smukfest selv, men også for Skanderborg.