Fortsæt til indhold

Landmænds krav kan forsinke Kolindsunds genopretning

Enhedslisten Norddjurs håber, at landbruget vil samarbejde om at gendanne Kolindsund uden unødvendige forsinkelser, så skatteborgerne ikke ender med at betale for meget i erstatninger.

Debat
Ulf HarboNorddjurs Kommunalbestyrelse, Enhedslisten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Kolindsunds venner fejrer 25 års jubilæum og har aldrig stået stærkere med over 450 medlemmer og med stadig større politisk opbakning selv fra tidligere indædte modstandere som Jens Meilvang fra LA.

Enhedslisten Norddjurs har i alle de 10 år vi har siddet i kommunalbestyrelsen i Norddjurs kommune og også inden bakket op om at gendanne Kolindsund og glæder os derfor over, at der bliver stadig større opbakning til dette.

Med den nye trepartsaftale er der 40 milliarder statslige kroner til genopretning af natur og det er oplagt at bruge nogle af de penge på at gendanne Kolindsund til glæde for naturen, turisme, grundvand, havmiljø, biodiversitet og lokalbefolkning.

Som vi kunne læse i vores vandforsyningsplan for nylig så er vores drikkevandsforsyning sårbar og under pres i Norddjurs kommune med faldende grundvandsspejl på trods af problemer med oversvømmelser og sødannelser mange steder på Djursland.

Det ekstreme vejr med meget regn og lange tørkeperioder hvor der bliver pumpet ekstra meget drikkevand op til markvanding presser drikkevandsreservoirerne voldsomt og derfor bliver det stadig mere nødvendigt at stoppe udpumpningen af Jyllands største sø direkte ud i Kattegat hvert eneste år da dette dræner vores drikkevandsdepoter og gør risikoen for tørke og færre drikkevandsressourcer på Djursland endnu større.

Så må vi bare håbe at landbruget med John Eriksen i spidsen, som har udtalt at hvis posen med penge er stor nok så kan det klares på en formiddag at blive enige om at gendanne Kolindsund, ikke er for grådige og kræver en alt for stor pose penge.

For så kan vi komme til at bruge alt for mange af skatteborgernes penge på at forgylde jordejere eller risikere at jordejerne hiver kommune og stat i retten som tilfældet var da vi fik lavet omfartsvej rundt om Grenå og der blev brugt 13 år og rigtig mange ressourcer ved domstole, taksationskommissionen og overtaksationskommissionen da man ikke kunne blive enige om en enkelt landmand skulle have 18,8 eller 49 millioner i erstatning for den jord der blev eksproprieret.

Den sag endte heldigvis for skatteborgerne med at den oprindelige vurdering fra taksationskommissionen på 18,8 millioner kroner blev stadfæstet af overtaksationskommissionen i 2023.

Den sag kan man læse om her hvoraf det dog fremgår at Norddjurs kommune tabte retssagen, hvilket ikke var tilfældet da det ret beset var overtaksationskommissionens afgørelse om at man ikke kunne lave en totalekspropriation som blev omstødt af landsretten og vi derfor endte med at komme tilbage til udgangspunktet som var at Norddjurs kommune lavede en totalekspropriation med fuld erstatning for alle 49 hektar jord inklusiv bygninger m.v.;

https://norddjurs.lokalavisen.dk/samfund/ECE13810931/landmand-vinder-aarelang-retssag-mod-norddjurs-kommune/

Endnu en gang tillykke med jubilæet til Kolindsunds venner med håb om at vi kan finde en løsning der er fair for alle.«