Nabokonflikt eskalerer i vindmøllesag: »Vi vil gå hele vejen for at beskytte vores borgere«
Et samlet byråd i Syddjurs Kommune har nu skrevet et åbent brev til byrådet i Aarhus om det påtænkte vindmølleprojekt ved Vosnæs. Avisen bringer herunder brevet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kære byråd i Aarhus
Vi er som byråd i Syddjurs Kommune stærkt forundrede over endnu en gang at skulle læse om fremgang i processen angående vindmøller ved Vosnæs i de lokale medier.
På de møder og i de snakke, vi har haft politisk, har vi haft indtryk af et ønske fra jeres side om at have en god og åben dialog. Men hvor er åbenheden og dialogen?
Det er med stor forundring, at vi kan konstatere en udmelding fra Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø om, at det er besluttet at igangsætte planlægningen. Samtidig kan vi læse om en konstruktiv dialog i arbejdsgruppen som argumentet for at sætte i gang – en gruppe, hvor kun en enkelt borger fra Syddjurs Kommune deltog, og endda en gruppe, hvis formål udelukkende var at udarbejde anbefalinger og idéer til projektet og ikke en diskussion af projektets berettigelse.
Det handler om, at 51 boliger i Syddjurs Kommune tilbydes at blive købt ud af deres hjem. Vi oplever ikke den konstruktive dialog med boligejerne, ej heller med os i byrådet. Samtidig er der en stor bekymring for fredede arter i området, der også burde undersøges nærmere, inden sagen sættes i gang.
Hensynet til borgerne og naturen i Syddjurs Kommune er vores primære fokus i denne sag. Det vil det fortsætte med at være.
Som Syddjurs Kommune tidligere har tilkendegivet i sagen via høringssvar, er der foruden ovennævnte en række alvorlige problemer ved at opstille vindmøllerne:
- Der er meget betydelige landskabelige værdier langs Kalø Vig. Fredningen ved Rodskov og Eskerod har netop til formål at beskytte de landskabelige værdier.
- Udsigter langs kyststrækningen med bevaringsværdige landskaber er meget sårbare over for markante tekniske anlæg.
- Langs Kalø Vig er der en del fredninger, hvori indgår Nationalpark Mols Bjerge, herunder Kalø Slotsruin, som er national kulturarv.
Derfor denne henvendelse, som vi desværre ser os nødsaget til at gøre offentlig. Lad os have en åben dialog.
Dette er en invitation til et møde. Lad os starte forfra, og lad os få talt tingene igennem, inden I sætter den store del af processen i gang.
Som byråd vil vi gå hele vejen for at beskytte vores borgere og væsentlige hensyn til landskaber og natur. Derfor håber vi sammen at kunne finde en anden løsning.
På vegne af et samlet byråd.
Med venlig hilsen
Michael Stegger Jensen, borgmester
----------------------------------------------------
Reaktion fra Danmarksdemokraternes byrådsmedlem i Aarhus Kommune, Jakob Søgaard Clausen:
»Som medlem af Aarhus Byråd vil jeg gerne opfordre mine byrådskolleger til at lytte til vores naboer i Syddjurs Kommune.
Karakteren af henvendelsen fra Syddjurs Byråd er ikke til at tage fejl af. Og de peger på alvorlige konsekvenser for både borgerne og det unikke landskab langs Kalø Vig.
I Aarhus bør vi ikke ignorere deres og borgerens bekymringer. Tværtimod er det vores ansvar at sikre en åben og ærlig dialog med alle parter – både vores egne borgere og vores naboer. Der er stadig tid til at stoppe op og revurdere projektet.
Jeg opfordrer derfor resten af Aarhus Byråd til at sætte planerne om vindmøllerne på pause og genoptage dialogen med Syddjurs for at finde en løsning i fællesskab, som tager hensyn til både natur og mennesker.«