Fortsæt til indhold

Som mormor jubler jeg – renere legepladser og sundere skoler til børnebørnene

Syddjurs' mormor Anita Søholm sikrer sundere skoler og bedre legepladser for børnene.

Debat
Anita SøholmByrådsmedlem i Syddjurs (A)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Som byrådsmedlem kan man have mange visioner, mærkesager og budgetønsker, der ikke altid bliver prioriteret i budgetprocessen og dermed realiseret i det færdige budgetforlig. Når mærkesager, man brænder for personligt, opnår at blive vedtaget som en del af det kommende budget for 2025, kan man godt opleve et sug i maven og en glæde indeni.

Budgetforliget for 2025 er netop blevet underskrevet af alle partier i Syddjurs Kommune. Overordnet set finder jeg, at det under de givne budgetrammer er et fornuftigt budgetforlig, der både afsætter ekstra midler til skolerne, til borgerteams i ældreplejen, til håndtering af et vådere klima og den grønne omstilling.

Renere legepladser glæder mit mormorhjerte

Ønske om at undersøge indeklimaet

Når budgetteksten nærlæses, fremgår det under Familie-, Børne- og Læringsudvalget, at der bl.a. afsættes 500.000 kr. i 2025 til kortlægning af indeklimaet samt udarbejdelse af en indeklimastrategi for daginstitutioner, skoler og SFO’er. Dette forslag, der nu er realiseret i budgettet, er et forslag, der har været længe undervejs. Jeg har i længere tid haft et ønske om, at indeklimaet skulle undersøges på kommunens skoler, daginstitutioner og SFO’er, da et godt indeklima er en forudsætning for sundhed, læring og trivsel for kommunens børn, samt ligeledes er vigtigt for arbejdsmiljøet for de medarbejdere – pædagoger, lærere og andet personale – der arbejder her.

Forslaget tog udgangspunkt i data fra omfattende undersøgelser af indeklimaet i daginstitutioner og skoler, som både Rådet for Grøn Omstilling (Realdania, 2023) og Sundhedsstyrelsen i 2018 har foretaget. Undersøgelserne konkluderer, at der er væsentlige udfordringer med indeklimaet i forhold til en lang række faktorer i både daginstitutioner og på skoler.

I daginstitutioner er der i særlig grad konstateret bekymrende koncentrationer af ultrafine partikler og sundhedsskadelige kemikalier, som bl.a. øger risikoen for at udvikle forskellige sygdomme. Et dårligt indeklima på skoler kan påvirke elever og personales sundhed og udløse eller forværre luftvejssygdomme som infektioner, astma og høfeber. Sundhedsstyrelsen påpeger, at flere undersøgelser også har vist, at uhensigtsmæssig ventilation og temperatur i skolerne kan påvirke elevernes arbejdsevne og faglige præstationer, ligesom støj har betydning for indlæring.

Vejen frem mod budgetvedtagelsen

Forud for byrådsmødet den 20/12 2023 fremsatte jeg, på Socialdemokratiets vegne og med opbakning fra Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten, dvs. 26 ud af 27 byrådsmedlemmer, følgende forslag til Byrådets behandling: “Forslag om udarbejdelse af indeklimastrategi for Syddjurs Kommunes skoler og daginstitutioner”.

Byrådet godkendte herefter forslaget om, at der blev igangsat et politisk arbejde med at afdække, hvordan indeklimaet er på kommunens skoler og institutioner – og på den baggrund udarbejde indeklimastrategier for dem. SFO’erne omfattes også af forslaget. Dette blev efterfølgende behandlet og godkendt i Familie-, Børne- og Læringsudvalget og Natur-, Teknik- og Miljøudvalget den 14/5 2024, og senere den 28/8 i Byrådet via Økonomiudvalget. Forslaget er herfra oversendt til arbejdet med budget 2025.

Så med det underskrevne budgetforlig for 2025 kan min politiske mærkesag om at få undersøgt og kortlagt indeklimaet på kommunens daginstitutioner, skoler og SFO’er med henblik på at få udarbejdet en indeklimastrategi nu begynde!

Vedligeholdelse af offentlige legepladser

Undervejs i budgetprocessen fik jeg også med støtte fra min byrådsgruppe fremført en af mine andre mærkesager, som jeg finder kunne trænge til en øget opmærksomhed. Jeg færdes ofte på de kommunale legepladser sammen med mine tre små børnebørn, og i særdeleshed på skovlegepladsen i Rønde. Her kan jeg konstatere, at netop de kommunale legepladser trænger gevaldigt meget til et serviceløft. Så forslaget, vi i Socialdemokratiet fremførte og fik med i budgetforliget, var: “Forligspartierne ønsker at understøtte børns udeliv gennem leg og læring. Der er behov for øget fokus på vedligeholdelse af offentlige legepladser, og forligspartierne afsætter derfor 200.000 kr. til formålet i 2025, 2026 og 2027. Beløbet udmøntes via fagudvalget.”

Så det glæder mit mormorhjerte, at alle de børn, der benytter vores kommunale legepladser i kommunen til udeliv, leg og læring, nu kan se frem til, at de bliver renere og bedre vedligeholdt! Det skylder vi de fremtidige generationer!«