En vigtig milepæl for det fantastiske foreningsliv i Hinnerup
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I forbindelse med årets budget har byrådet afsat midler til en række vigtige bygningsmæssige forbedringer. Først og fremmest vil et nyt gulv i Hal 2 i Rønbæk idrætscenter blive en realitet (byrådet har afsat 1,5 millioner kroner i 2027 til det nye gulv, red.). Derudover bliver der gennemført renoveringer i HH-Hallen med nyt gulv og maling i gymnastiksalen samt en modernisering af indgangspartiet. Disse forbedringer vil gøre en stor forskel for både idrætsudøvere og besøgende og løfte standarden for vores faciliteter.
Det betyder også, at den gode dialog og arbejdet med at gøre hallerne i Hinnerup til en selvejende institution nu er besluttet og er en del af årets budget. Dialogen fortsætter, og dermed kan de driftige folk i Hinnerup overtage driften af hallerne i løbet af 2025.
Det er en vigtig milepæl i Hinnerup og ikke mindst for det fantastiske foreningsliv, der dagligt benytter hallerne. Med denne beslutning har vi sikret, at persongruppen bag (HOG og Hinnerup Gymnastik) kan overtage driften af hallerne, hvilket skaber nye muligheder for idrætten og fællesskabet.
Der ligger mange timers arbejde bag, og jeg vil gerne rette en stor tak og kæmpe ros til de driftige og engagerede folk i HOG og Hinnerup Gymnastik, som længe har kæmpet for denne mulighed. Det er deres vision og vedholdenhed, der har gjort det muligt at tage dette store skridt mod en endnu stærkere fremtid for idrætslivet i Hinnerup.
At hallerne nu bliver en selvejende institution betyder, at vi overlader driften til dem, der kender faciliteterne bedst, nemlig brugerne selv. Det giver en unik mulighed for at skabe en mere fleksibel og behovsorienteret drift, hvor klubberne selv har direkte indflydelse på, hvordan hallerne udvikles og vedligeholdes. Med dette ejerskab kan vi sikre, at hallerne bliver præcis de idrætscentre, som foreningerne ønsker, både nu og i fremtiden.
Sideløbende med denne overtagelse er der en gruppe af engagerede og dygtige ildsjæle, der arbejder på at finde den bedst mulige anvendelse af de otte millioner kroner, der tidligere er afsat til projektet Oasen.
Pengene skal sikre de bedst mulige vilkår og forbedringer af omklædnings- og klubfaciliteterne i primært Haldum-Hinnerup hallen, hvilket vil imødekomme HOG Fodbolds ønske om bedre rammer for deres aktiviteter.
Endnu en gang vil jeg gerne takke de mange engagerede ildsjæle i HOG og Hinnerup Gymnastik, der har været drivkraften bag denne proces. Deres arbejde og passion er afgørende for, at vi nu står med en beslutning, som ikke kun sikrer bedre faciliteter, men også skaber en stærkere fremtid for hele foreningslivet i Hinnerup.
Jeg ser frem til at følge udviklingen og glæder mig over, at vi i byrådet har kunnet støtte op om denne vision.
Det er ikke bare en investering i bygninger, men i mennesker og fællesskaber. Og jeg er sikker på, at dette skridt vil få idrætslivet i Hinnerup til at blomstre i mange år fremover.