Fortsæt til indhold

Nej til jernmarker – ja til kornmarker

Debat
Morten BangByrådsmedlem, Danmarksdemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skal vi i Favrskov have ”jernmarker” eller ”kornmarker”?

Det spørgsmål står centralt i debatten om den foreslåede solcellepark nord for Hadsten. Danmarksdemokraterne stemmer nej til projektet.

Solcelleparken er planlagt til at dække 300 hektar, hvoraf 248 hektar skal bruges til selve solcelleanlægget. Det er en massiv udnyttelse af et stort område, og projektet vil uigenkaldeligt ændre landskabet og karakteren af vores lokalområde. Konsekvenserne vil ikke kun være visuelle, men også påvirke de mennesker, der bor derude.

Mange borgere har allerede udtrykt deres utilfredshed gennem de indkomne høringssvar. Mange føler, at deres stemme ikke bliver taget alvorligt. Eksempelvis har borgerne bedt om skovrejsning ved Kærsmindevej, men projektudvikleren kan ikke garantere dette. Hvis et lille skovområde vælter økonomien i projektet, så rejser det alvorlige spørgsmål om projektets robusthed.

Jeg anerkender fuldt ud, at vi skal tage ansvar for den grønne omstilling og nå vores klimamål i 2030. Men det skal ske på en måde, der respekterer både miljøet og lokalsamfundet. Her er der alternativer, vi bør prioritere:

Solceller på tagflader: Kommunale bygninger, virksomheder og private hjem har et enormt potentiale for solenergi. Et godt eksempel er Hinnerup-Badet, der i dag er selvforsynende med strøm fra solceller på en stor tagflade.

Mindre, lokale projekter: Decentrale løsninger fordelt på flere små anlæg kan skabe lokal opbakning og engagement.

Mere skov og biodiversitet: Naturbeskyttelse og skovrejsning bør være en endnu større integreret del af vores klimaindsats.

Ved at stemme nej til solcelleparken sender vi et klart signal. Vi ønsker en grøn omstilling som alle andre, men ikke på bekostning af borgernes trivsel, naturen og vores smukke landskaber.

Jeg er sikker på, at vi sammen kan finde bedre løsninger. For klimaet, for naturen og for borgerne i Favrskov

Derfor siger jeg nej til jernmarker og ja til kornmarker.