Ny skov skal skærme borgere mod kæmpe solcelleanlæg
Opstiller af solcelleanlæg vil komme kritikere i møde ved at etablere afskærmende skovrejsning.
Et flertal i Plan- og Landdistriktsudvalget i Favrskov Kommune har vedtaget en såkaldt startredegørelse for det kæmpe store solcelleanlæg på 300 hektar, der er planlagt mellem Hadsten, Hadbjerg og Nørre Galten. Startredegørelsen skal danne basis for udarbejdelse af en lokalplan, der forventes at komme i offentlig høring i foråret 2025.
Startredegørelsen tager udgangspunkt i virksomheden Unison Energy Partners ansøgning om at opføre anlægget samt de høringssvar, kommunen i begyndelsen af året modtog i en idéfase. Der indkom 41, primært kritiske, høringssvar fra interessenter og borgere, der især er kritiske overfor anlæggets størrelse og nærhed til beboelse i de tre nævnte byer.
Ønske om skovrejsning var også et centralt emne i flere høringssvar. Unison Energy Partners har på den baggrund indgået en aftale med lodsejere om at etablere et skovbånd langs anlæggets vestlige afgrænsning mod Galten Hedevej. Flere beboere på Kærsmindeevej ved Hadbjerg har ligeledes udtrykt bekymring for at blive naboer til anlægget. Der er dog foreløbig ingen afklaring på, om der også kan rejses skov langs den østlige afgrænsning mod Kærsmindevej, men det forventes der at blive fundet en løsning på.
»Vi har politisk peget på mere skov for at skærme beboelse, og vi vil prioritere, at der også kommer skovbånd ved Kærsmindevej, så der også bliver lukket af mod Hadbjerg,« siger Nils Borring, der er formand for Plan- og Landdistriktsudvalget.
44,5 hektar skov
Ifølge startredegørelsen planlægges der solceller på op til 248 af de godt 300 hektar, området omfatter. Af de resterende godt 50 hektar er der ifølge Nils Borring planlagt 20 hektar skovrejsning langs Galten Hedevej. Herudover forventes der 18 hektar skovrejsning ved Kærsmindevej plus beplantningsbæltet rundt om hele anlægget på 6,5 hektar. Det giver samlet 44,5 hektar træer/skov.
»Jeg synes, at vi imødekommer borgerne en del i forhold til afskærmning. I dag er der primært marker i området, og der kommer flere træer og skov, end der er i dag,« siger Nils Borring og tilføjer:
»Vi er bevidste om, at der er tale om et stort teknisk anlæg i åbent areal, som måske ikke vinder nogen skønhedspris. Men vi har også en klimaplan og en klimadagsorden, hvor vi skal bidrage med vores del, så vi er nødt til at etablere vedvarende energianlæg.«
Solcelleanlægget ved Hadsten vil kunne producere strøm til langt over 50.000 husstande. Det enorme anlæg, der løber op i 1,5 milliarder kroner, vil således ene og alene næsten kunne opfylde Favrskov Kommunes klimamål om produktion af energi fra vedvarende energianlæg.
6 mod 1
Startredegørelsen blev vedtaget af et stort flertal i Plan- og Landdistriktsudvalget. Nils Borring, Erling Kvist Andersen og Søren Gade fra Socialdemokratiet, Thake Fogh Cordt fra Enhedslisten, Anne-Sophie Schjønning Eriksen fra De Konservative og Eva Damsgaard fra Dansk Folkeparti stemte ja, mens Thomas Storm fra Venstre stemte imod.
Også Simon Buus Olsen og Erling Høj Sørensen fra Liberal Alliance har tidligere udtrykt stor skepsis overfor solcelleanlægget, og Nils Borring forventer, at der bliver livlig diskussion i byrådssalen, når byrådet i Favrskov på sit næste møde, tirsdag 26. november, skal tage stilling til startredegørelsen og igangsætning af en lokalplan for solcelleanlægget.