Fortsæt til indhold

»Jeg er bilist og siger pænt ”Nej tak!"«

Vi ser det også som naturligt at tage ansvar for en udvikling, der bredt gavner borgerne i Aarhus – og ikke kun bilisterne.

Debat
Bjørn OlsenByrådskandidat, Alternativet Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Venstres leder i Aarhus, Christian Budde, frier til bilisterne for at blive borgmester. Sådan lyder det artikel bragt i Din Avis Aarhus Onsdag. Jeg er bilist og siger pænt ”Nej tak!”

Det er bøvlet og dyrt at være bilist i Aarhus, lyder det fra Venstre, der nu håber, at alle bilisterne vil stemme på V, så Christian Budde kan gøre det nemt og billigt at køre rundt i bil i byen.

Det er desværre en håbløst forældet tankegang, og det sidste, vi har brug for, er en borgmester, som lefler for middelklassens magelighed.

Udgangspunktet i dag er, at Aarhus har en forældet infrastruktur, der er blevet forsømt i årtier. Der er igennem årene kommet så mange biler, at busserne dagligt spilder 163 timer på kø-kørsel.

Der er trængsel og kaos på vejene. Der er forurening, der gør folk syge. Der er over 63.500 boliger i Aarhus, der er plaget af sundhedsskadelig støj. Der er mennesker, der ikke får den daglige motion. Der er forældre, der ikke tør lade deres børn cykle selv i skole, fordi det ikke er sikkert. Der er mikroplast fra bildæk, der smider op mod 8 kg plast på de første 20.000 kørte kilometer. Der er klimaforandringerne, hvor transporten allerede i dag står for langt over halvdelen af de samlede CO2-udledninger i Aarhus.

Og med den konstante stigning i indbyggertallet bliver det kun værre.

Nu vil Venstre så åbne sluserne for mere asfalt og flere biler, så der kan komme endnu mere trængsel, mere forurening, mere støj, mere utryghed og mere CO2-udledning.

Det er godt nok en skræmmende vision.

Alternativet ønsker det stik modsatte. Vi ønsker at udvikle Aarhus som en moderne, fredelig storby med hyggelige gader og grønne byrum, hvor man har lyst til at opholde sig – og ikke bare drøne igennem. Vi ser et potentiale i at gøre Aarhus til den mest attraktive by for børnefamilier ved at skabe trygge rammer, hvor børn kan cykle på egen hånd i skole og til fritidsinteresser og udvikle sig som små, selvstændige, stærke individer. Et levende, men trygt byliv tæt på al den kultur og natur, man kan drømme om.

Vi ser det også som naturligt at tage ansvar for en udvikling, der bredt gavner borgerne i Aarhus – og ikke kun bilisterne.

Bjørn Olsen. Pressefoto

Jeg er selv bilist, men også borger, beboer, fodgænger, cyklist og flittig bruger af den kollektive transport. Sådan er det for langt de fleste. Det vigtige er ikke at kunne parkere sin bil overalt, men at man som borger har mulighed for at bevæge sig frit rundt, og vi vil alle vinde ved at mindske trængslen, støjen og forureningen.

Og endelig må vi selvfølgelig tage ansvar for at gøre Aarhus fossilfri, så vi ikke forringer livsvilkårene for vores børn.