V-leder frier til bilisterne for at blive borgmester: Mobilitetsplan er ikke »mejslet i granit«
Mobilitet bliver måske det vigtigste emne ved kommunalvalget i 2025. Christian Budde tror, de andre partier kommer til fornuft.
»Med Bundsgaards afgang er valgkampen reelt skudt i gang. Det er den i min bog, og det er også de mønstre, jeg ser nu.«
Politisk leder og borgmesterkandidat for Venstre i Aarhus, Christian Budde, er sammen med sit hold begyndt at skrue op for forberedelserne til kommunalvalget i november 2025.
Forud for kommunalvalget har Venstre i Aarhus positioneret sig som bilisternes forkæmper. En position, der blev cementeret, da partiet i august i år forlod forhandlinger om en grøn mobilitetsplan for byen. Planen ville gøre for ondt på de »113.000 aarhusianere, der ejer en bil,« lød det.
Om Venstres ståsted er politisk fordelagtigt, ved vi efter kommunalvalget. Vi ved, at et flertal i byrådet fik talt sig frem til en grøn mobilitetsplan, og at aftalepartierne beskyldte Venstre for ansvarsforflygtigelse. Vi ved også, at mange aarhusianere føler sig kørt over af mobilitetsplanen.
»Mobilitet bliver en skillelinje mellem et flertal af andre partier og Venstre og dermed også et valgkampstema. Vi vil gå ind i en valgkamp, hvor vi vil sige til aarhusianerne, at vi deler den bekymring, rigtig mange aarhusianere har. Allerede i dag tror jeg, de fleste af os oplever, at det er ekstremt bøvlet at komme ind og ud og på tværs af Aarhus, og at det er sindssygt dyrt at parkere sin bil, hvis man kan finde en parkeringsplads,« siger Christian Budde.
At Bundsgaard nu er stoppet og ude af aarhusiansk politik er en gamechanger. Det er det simpelthen.Christian Budde, politisk leder, Venstre i Aarhus
Ikke mejslet i granit
Ifølge Christian Budde er det ikke definitivt, at der skal lukkes flere centrale veje, ensrettes flere gader, nedlægges p-pladser og indføres nul-emissionszoner i Aarhus. Det er med andre ord ikke sikkert, mener han, at den grønne mobilitetsplan bliver ført ud i livet i sin nuværende form.
»Mange ting kan se væsensforskelligt ud efter et valg. Hvis vi får et endnu stærkere mandat efter valgkampen og andre partier stiller sig anderledes, er politik jo sådan, at intet er mejslet i granit. Mit gæt vil være, at der på sigt vil være partier, der ikke kan holde til at stå inde for mobilitetsplanen. Deres vælgere vil også sige, at de ikke må vælge en abstrakt klimadagsorden over en velfærdsorden. Et flertal kan altid omgøre beslutninger, og det er det, vi håber på,« siger han.
Da Anders Winnerskjold tiltrådte som borgmester i Aarhus Kommune, nævnte han, at han vil arbejde for, at aarhusianere også fremover kan køre i bil i hele Aarhus. Det var noget, Christian Budde bed mærke i.
»Jeg tror, Anders Winnerskjold er så klog, at han godt ved, at han står med en opgave, der handler om at forsvare Aarhus som socialdemokratisk bastion. Jeg tror, at han er i gang med at skrive sin egen drejebog lige nu, og der er mobiliteten formentlig et hovedkapitel,« siger han.
Gamechanger
Ved kommunalvalget i 2021 var byfortætning et hovedtema. I 2025 bliver mobilitet ifølge Christian Budde en »megaoverskrift.«
»Vi kommer til at forfølge mobilitetsdagsordenen. I 2026 skal vi have en Marselistunnel, der nærmest kommer til at lave en Berlinmur, hvor aarhusianere bliver fanget på begge sider af vejen. Banegårdspladsen skal laves om, og der skal laves en ny bro over M.P. Bruunsgade, der også kommer til at lukke midtbyen. Jeg kan ikke forstå, at et politisk flertal i byen siger, at det er det, vi må og skal gøre i klimaets navn,« siger han.
Det undrer Christian Budde, at Aarhus Kommune »partout vil gå forrest« i forhold til grøn mobilitet.
»Thomas Danielsen (trafikminister, red.) har sagt til mig, at regeringen vil i retning af grøn mobilitet, men at den ikke er klar til at skrue tommelskruerne på. I Aarhus kommer vi til at løbe foran alle de andre 97 kommuner i Danmark, og vi kommer til at løbe foran regeringen. Det er aarhusianerne, der kommer til at betale prisen,« siger han.
Et flertal kan altid omgøre beslutninger, og det er det, vi håber på.Christian Budde, politisk leder, Venstre i Aarhus
Når Christian Budde vil gå efter borgmesterposten ved kommunalvalget, er det, forstår man, ikke uvæsentligt, at Aarhus’ borgmester nu hedder Anders Winnerskjold og ikke Jacob Bundsgaard.
»At Bundsgaard nu er stoppet og ude af aarhusiansk politik er en gamechanger. Det er det simpelthen. Uden at tage noget fra Anders, spiller Venstre nu mod et andet Superliga-hold og ikke Manchester City. Anders og jeg fik begge omkring 5000 personlige stemmer i 2021, og vi kom ind som rådmænd samtidig,« siger Christian Budde.
»En enkelt fadøl eller to«
Christian Budde, de andre partier i byrådet underskrev mobilitetsaftalen, fordi de ønsker at nedbringe CO2-udledningen i byen. Bilerne står for omkring 50 procent af den udledning. Er du ligeglad med CO2-udledning?
»Jeg er bestemt ikke ligeglad, men tvinger vi bilerne ud af byen, skaber vi et A og et B hold, hvor det kun er aarhusianere med råd til en Tesla, der kan få glæde af byens mange tilbud. Vi ønsker at reducere CO2-udledningen ved at udbygge parkeringshuse i midtbyen kombineret med attraktive alternativer som BRT-busser, A-busser med hyppige afgang og investeringer i endnu flere og bredere cykelstier. Vi ønsker også, at hele vores opland bliver forbundet med cykelstier ind til midtbyen. Flere og flere vælger heldigvis at købe en elbil, så elektrificeringen går allerede stærkt, og derfor skal der også udrulles langt flere ladestandere i hele byen.«
Tror du ikke, at de andre partier er utilfredse med Venstre, fordi i forlod mobilitetsforhandlingerne i sidste øjeblik?
»Jeg oplever ikke, at de andre partier er sure på os, men det er klart, at jeg drak en kop kaffe og nok også en enkelt fadøl eller to med Nicolaj Bang (konservativ rådmand for Teknik og Miljø, red.) efterfølgende. Vi skulle lige genfinde temperaturen som borgerlige venner. Så kigger man fremad i banen. Der er rigtig mange ting, vi arbejder sammen om.«
Hvad tror du oddsene er for, at Christian Budde bliver borgmester efter kommunalvalget i 2025?
»Jeg tror, de er ret fornuftige. Det tror jeg faktisk. Hvis det ikke kan lade sig gøre, må vi se på, hvordan vi kan finde en fornuftig balance.«