Fortsæt til indhold

Gør vi, som Østbroen foreslår og afviser Nordic Waste-lån, så kommer det til at koste os 300 mio. kr. i besparelser

Debat
Mogens Nyholm (RV)Byrådsmedlem 2. viceborgmester, Randers Kommune, Aalborggade 20, 8940 Randers SV

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ekstra 300 millioner kroner skal spares i budgetåret 2025, hvis Erik Bo Andersen og Østbroens ønske om at afvise ”Nordic Waste-lånet” (som Folketinget helt ekstraordinært har tilbudt Randers Kommune) gennemføres.

Vælger Randers Byråd at følge Østbroens tanker om i stedet for at sælge store dele af værdipapirbeholdningen fremfor at optage lånet, får det alvorlige konsekvenser for borgernes velfærd i år 2025.

Økonomiforvaltningen har nemlig oplyst byrådets medlemmer, at budgettet i givet fald må genåbnes, og der skal findes besparelser på ca. 300 millioner kroner, ud over de 125 millioner kroner, budgetforliget 2025-2028 indeholder!

Jeg gentager: Yderligere 300 millioner kroner i nedskæringer. Radikale Venstre i Randers Kommune kan ikke anbefale de store negative konsekvenser, som Østbroens idé vil påføre børnene, de unge, de ældre, kulturen mm.

Erik Bo Andersen har på det seneste kommet med opsigtsvækkende økonomiske udmeldinger, der viser, at forståelse for styring af kommunaløkonomi ikke er en evne, Østbro-listen besidder.

I stedet for at optage Nordic Waste-lånet vil Erik Bo Andersen sælge store dele af kommunens værdipapirbeholdninger – han ved øjensynligt ikke, at et salg af værdipapirer ikke giver flere (nødvendige!) penge til at betale de mange Nordic Waste-regninger – kommunens likviditet (betalingsevne) vil være den samme efter salget.

Erik Bo Andersen foreslog på det seneste byrådsmøde, at kommunen skal låne penge i jordforsyningen til at klare økonomiske udfordringer på socialområdet. Urovækkende er det, at han og Østbroen ikke var klar over, at lån til jordforsyningen kun kan bruges til jordopkøb (nb: kommuners låneadgang er stærkt begrænsede!).

Den 16. december hævder Erik Bo Andersen i et indslag på TV 2 Østjylland, at Østbroen har fremlagt et budget i balance. Usandt, som beskrevet i mit læserbrev – set her i avisen for nylig –; Erik Bo og Østbro-budgettet er i stor ubalance – husk på, at tal brugt i nævnte læserbrev er hentet direkte fra Østbroens eget budgetforslag.

Borger i Randers Kommune. Synes du, at det er en god idé, at Randers Kommune skal spare yderligere 300 millioner kroner på budgettet i år 2025? Hvis ja, så er Østbroens aktuelle økonomiske opråb og plan lige noget for dig. Hvis nej, så er skræk og advarsel venligst givet herfra. Tak for nu.

Mogens Nyholm, byrådsmedlem for Radikale Venstre i Randers Kommune.