Fortsæt til indhold

Svar til Elsebeth Due Kjeldsen. Demokrati betyder respekt for forskellighed

Debat
Ole Sønderskov HansenSocialdemokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg vil gerne sige tak til Elsebeth Due Kjeldsen for at sætte fokus på, hvad jeg gik til valg på i november 2017. Og tak for at give mig lejlighed til at tilkendegive, hvad vi i Socialdemokratiet fortsat står inde for.

Indledningsvis vil jeg gerne anerkende din ihærdighed for at undgå nye naboer ved færgehavnen i Ebeltoft. Det er fuldt legitimt. Din indsats med at få etableret en forening flugter med den måde, hvorpå vores demokrati er bygget op. Man kan ytre, hvad man vil, så længe det sker i respekt for modparten, deres holdninger og livsanskuelser.

Jeg er enig med dig i, at vi skal friholde vores kystlandskaber for bebyggelse. Op til valget i 2017 var der en verserende fredningssag omkring arealet syd for landevejen mellem Kalø Vig og landevejen mellem Rønde og Rodskov. Denne sag faldt heldigvis ud således, at området nu er fredet. At vores nabokommune nu ønsker at opføre tre store vindmøller på den anden side af kommunegrænsen er en anden sag!

Om projektets definition af bæredygtighed flugter med din definition, vil jeg ikke kommentere på.

Kystnærhedszonen, som jeg går ud fra, at du refererer til, gælder tre km ind i landet og er en planlægningszone. At forestille sig, at der ikke kan planlægges for bebyggelse inden for denne zone, er ikke realistisk og er heller ikke formålstjenlig. Men når vi tillader byggeri, skal vi gøre det med omtanke og forholde os grundigt til hvert enkelt projekt.

Det har vi gjort med helhedsplanen for Ålerne.

På arealet, som helhedsplanen omfatter, findes lige nu en tidligere stålpladefabrik. Der er landbrugsarealer og erhvervsarealer, der samlet set, på sigt, skal omdannes til beboelse. At lave denne omdannelse er hensigtsmæssig i et område, som er nabo til bl.a. vindmøller og et stort havneområde. Ydermere fremstår helhedsplanen, som hele byrådet bakker op om, gennemtænkt med gode rekreative værdier. Derudover giver det Ebeltoft mulighed for at vokse, hvilket i min optik er meget positivt. Det er ikke sikkert, at hele området bliver udbygget inden for de nærmeste 10-20 år, men det giver Ebeltoft en udviklingsretning med attraktive boligområder. Det mener vi er klogt.

At du er meget modvillig over for helhedsplanen for Ålerne og at du ikke ønsker Grobund, fremgår tydeligt i dit indlæg. Jeg er som person, og vi er som parti, positive for Grobund og hilser disse nye tilflyttere velkomne i vores kommune. Ligesom andre, der ønsker at være med til at bidrage positivt til vores kommune. Det gælder borgere, udviklere eller foreninger. Om projektets definition af bæredygtighed flugter med din definition, vil jeg ikke kommentere på. Jeg kan dog konstatere, at Grobund-projektet overordnet set forsøger at skabe en udvikling, hvor man lever på en måde, som bl.a. genererer et langt lavere klimaaftryk. Og selvfølgelig skal dette projekt overholde alle gældende regler.

Jeg står fremadrettet til rådighed for at diskutere mit valgoplæg fra 2017. En del er opnået, og noget arbejder jeg stadig for. Jeg ser frem til, at du også vil tage fat i vores valgoplæg forud for den kommende valgkamp. Denne bliver offentliggjort efter ferien.

Jeg vil gerne ønske dig en god sommer.