Fortsæt til indhold

Loven bliver ikke overholdt - byrådet skal tage ansvar og handle nu!

Oversvømmelserne ved Mossø kræver politisk handling. Skanderborg kommune risikerer erstatningskrav på grund af uoverholdt vandløbslov

Debat
Peter GregersenEfterlønner

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Til det kommende byråd: I får mange vigtige opgaver, der kræver prioritering. Denne opgave må frem fra bunken, fordi: Skanderborg kommune overholder ikke loven – Vandløbsloven.

I 2015 og 2020 var der store oversvømmelser ved Mossø. Ikke kun ved de 30 huse ved Alken, men også ved Tåning bugten og Emborg.

Siden har Kystdirektoratet udpeget området i deres risikoanalyse. Vi kan følge uset voldsomt vejr over hele vores jordklode og det tegner kun til at blive værre. Det er nu der skal handles, vi er blevet advaret.

Det er nu der skal handles, vi er blevet advaret

Administrationen og KPM-udvalget har for nylig fremsendt en første prioritet omkring reguleringen af Vandregulativet fra 1974, fra Mossø til Silkeborg. Det er ikke tidssvarende og lever ikke op til lovgivningens krav om dimensioner eller vandføringsevne, som de skriver.

Vandløbsloven understreger at misligholdelse kan medføre krav om erstatning til lodsejere.

Dæmninger og møller har gennem tiden hævet vandstanden op mod to meter i Mossø. I begyndelsen af 1930’erne blev vandstanden sænket én meter i Skanderborg sø. Historien viser, at det er muligt at håndtere store indgreb i naturen. Det kræver politisk mod og vilje, og det er der brug for her og nu.

God arbejdslyst til det nye byråd – og al respekt for jeres store arbejdsindsats med de mange opgaver.