Fire år mere hvor vi dalrer rundt uden vækst og politisk ledelse bliver en dyr affære for kommunen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Dejligt at høre en socialdemokrat i Syddjurs bruge ordet »vækst«
Jeg må rose Socialdemokratiets politiske ordfører for at tage ordet »vækst« i sin mund. Og godt at vide, at Socialdemokratiet er klar over, »at pengene kun kan bruges én gang«. I den seneste byrådsperiode har vækst nærmest været et bandeord for Socialdemokratiet – ja faktisk for hele den røde side af byrådet.
»Vi har ikke behov for tilflytning« har det lydt, og nye initiativrige virksomheder bliver mødt med skepsis. Vækst forstås som det onde; virksomheder der laver overskud (!) og glubske udviklere, der kun tænker på sig selv. Forståelsen for, hvad der skal til for at få råd til den velfærd, de selv ønsker sig, er forbavsende fraværende.
I den seneste byrådsperiode har vækst nærmest været et bandeord for Socialdemokratiet – ja faktisk for hele den røde side af byrådet.
I Syddjurs har vi de seneste år klaret os for øgede statslige tilskud, fordi Danmark klarer sig godt. I Syddjurs sakker vi desværre længere og længere bagud. Vi klarer os dårligere end de andre kommuner. Betyder det så noget? Jo, i 2027 står vi til at miste over 40 mio. kr. og i 2028 ca. det halve. Blot fordi udviklingen går bedre i andre kommuner – fordi væksten i Syddjurs Kommune er lavere end i andre kommuner.
Selvom Socialdemokratiets artikel påstår det modsatte, er vækst for Venstre ikke et mål i sig selv. Vi er optaget af kvalitativ vækst; Venstre vil skabe det gode liv med plads til diversitet for dem, der allerede bor i Syddjurs – og det skal samtidig være dét, der trækker nye borgere til kommunen. Virksomheder skal mødes med åbenhed og nysgerrighed, uanset om de vil udvikle sig eller ønsker at slå sig ned i Syddjurs Kommune. Vi skal yde høj grad af service og f.eks. IKKE have 8-10 års ventetid på en lokalplan.
Vækst kan oversættes som stigning i omsætning, og med de ambitioner byrådet har for kommunens omsætning, f.eks. øget velfærd, er det dobbeltmoralsk, at nogle undsiger behovet for vækst. Det kræver villighed til faldende velfærd for at den holdning giver mening.
Husk på, at såvel din nye terrasse, efterisolering af dit hus, større besøgstal i Djurs Sommerland og det nye naturprojekt bidrager til kommunens omsætning – og dermed vækst. Vækst er ikke farligt, det er en naturlig del af den måde, vi har konstrueret vores velfærdssamfund på.
I Venstre har vi i årevis efterlyst en visionær borgmester og topadministration, der kan spotte strategiske chancer for kommunen – f.eks. ved at opkøbe udviklingsarealer tidligt, inden de stiger i pris. Det har været en mangelvare de seneste to byrådsperioder. Det betyder, at vi sælger langt mere areal til f.eks. byggeri, end vi formår at opkøbe rettidigt. Dette betyder, at vi kommer på bagkant og må købe alt for dyrt. Noget der igen skader den samlede økonomi.
Der er mange områder, hvor Socialdemokratiet og Venstre er enige om retningen. Se blot samarbejdet på den nationale arena. En væsentlig forskel er dog – i hvert fald lokalpolitisk – at Venstre modsat Socialdemokratiet insisterer på, at værdierne holdes intakte, at vi ikke »sælger ud af arvesølvet«. Venstre ønsker kontrolleret kvalitativ vækst – Socialdemokratiet tilsyneladende ingen.