Et salg af Toppen af Ebeltoft – en gave til nogen, men et tab for os alle

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Da jeg læste nyheden om, at Toppen af Ebeltoft skal sælges til den kommende filmefterskole, fik jeg ærligt talt kaffen galt i halsen. Jeg er stor tilhænger af ideen om en filmefterskole i Ebeltoft.

Det er visionært, kreativt og kan tiltrække unge talenter og nyt liv. Men samtidig er jeg dybt bekymret for, hvad vi mister – og hvad det betyder for Ebeltoft som handels-, turist- og erhvervsby.

Jeg savner fra EBIC’s bestyrelse en klar ansvarlighed for helheden. Vi har ikke brug for enkeltstående beslutninger, der på kort sigt redder én økonomi, men på lang sigt svækker hele byens tiltrækningskraft. EBIC skal styrke idræt og kultur – ja. Men ansvaret for byens udvikling er bredere. Skal vi være en seriøs destination, skal vi tænke overnatning, kultur, handel og events i samspil.

Med salget mister vi Ebeltofts sidste hotel. Ja, vi har andre gode overnatningsmuligheder, men vi mister den nødvendige alsidighed.

Et hotel er ikke bare sengepladser; det er del af motoren for byens liv. Uden hotellet forsvinder en central brik i vores turisme- og handelsøkosystem. Som en levedygtig destination skal vi tænke langsigtet – ikke reducere byens muligheder.

Ebeltoft har i årtier stået stærkt som kultur- og oplevelsesdestination: fregatten Jylland, glas, malt, naturen, havnen og bymidten er trækplastre af høj klasse. Turismen bidrager årligt med over 1,3 mia. kr. til kommunens omsætning, og både danske og udenlandske gæster lægger penge i detailhandel, restauranter og oplevelser.

Men turismen forudsætter overnatningskapacitet. Når vi ikke kan tilbyde det mest basale – et hotelværelse – flytter gæsterne deres penge et andet sted hen.Kulturturister er en nøgle. De er et af de mest værdiskabende segmenter i dansk turisme. Analyser viser, at omkring 54 % af de udenlandske kyst- og naturgæster identificerer sig som kulturturister.

De søger æstetik, historie, arkitektur og autentiske oplevelser, bliver længere, bruger flere penge pr. døgn og rejser ofte uden for højsæsonen.

For at tiltrække dem kræver det kvalitet og rammer. Her er Friis & Moltke-rammerne på Toppen i verdensklasse til netop dette segment.

Det betyder, at vi fremover står uden muligheder for erhvervsovernatninger, firmaarrangementer, private selskaber og weekendophold.

Vi skal i stedet:

Ironisk nok har Syddjurs Kommune fortalt med en tysk hotelkæde, der ser et oplagt potentiale her. Hvordan kan professionelle investorer se muligheder, mens vi ikke kan?

Samtidig er salget betinget af en kommunegaranti. Hvis banken ikke vil stå inde for filmefterskolens business case, hvorfor skal borgerne så hæfte for risikoen? Jeg håber inderligt, at byrådet ikke lader sig rive med af den gode fortælling om en kreativ efterskole. Men en grundig gennemgang af filmefterskolens forretningsmodel, økonomi og driftskompetencer – samt en væsentlig vurdering af konsekvenserne for byens erhverv, turisme og beskæftigelse.

Mit forslag er enkelt: Sælg Toppen til en erhvervsaktør, der kan drive et moderne hotel og sikre os et ankerpunkt for helårsturisme. Toppen af Ebeltoft er ikke bare en bygning. Det er et ikonisk sted med unik beliggenhed, arkitektur og potentiale. Det kræver respekt, omtanke og strategisk fornuft.

Derfor håber jeg, at kommunen og EBIC genovervejer beslutningen – ikke for at bremse filmefterskolen, men for at sikre, at Ebeltoft ikke mister mere, end vi vinder.

Ebeltoft skal udvikles – ikke afvikles. Vi har potentialet, turisterne og engagementet. Lad os bruge det klogt.