Toppen af Ebeltoft skal sælges: Køberen er Danmarks første filmefterskole
Den fredede Friis & Moltke bygning Toppen af Ebeltoft er på vej til at blive solgt til Danmarks første filmefterskole, der håber at kunne åbne for de første elever til august. Sælgeren er den selvejende institution EBIC, som gennem de sidste par år har oparbejdet en betydelig gæld
Hotel Toppen af Ebeltoft kan i løbet af 2026 blive forvandlet til et mekka for filminteresserede unge fra hele Norden. Filmefterskolen har fremlagt et købstilbud på hotellet med henblik på at omdanne stedet til efterskole.
»Hotel Toppen af Ebeltoft har fået et spændende købstilbud fra folkene bag Filmefterskolen, som gør det muligt at udvikle hele området til stor gavn for alle borgere i kommunen,« siger bestyrelsesformand Hans Jørgen Hvitved fra EBIC, Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter.
Filmefterskolen ser den unikke hotel- og kursusejendom som de optimale rammer for et kreativt campus for især 14-17-årige.
»Det er en ren win-win situation. Denne aftale kan såvel forløse potentialet i og omkring bygningerne, som i området med Filmhøjskolen og idrætsanlægget som naboer til Filmefterskolen,« udtaler Jørn Grønkjær, forperson i Filmefterskolens bestyrelse.
Skolen vil tage det bedste fra en stærk efterskoletradition og kombinere det med nye tanker om undervisning i film, kunst, kreativitet og kulturelt iværksætteri.
Den næste generation af filmmagere vil her kunne bo dør om dør med Filmhøjskolen, som ligger kun filmrulle-længde væk, eller det der svarer til få hundrede meter.
»Vi ser muligheden for at skabe et smukt og forbilledligt lokalt udviklingssamarbejde mellem kultur- og idrætsinstitutionerne på stedet til gavn for både lokale og besøgende,« siger Jørn Grønkjær, bestyrelsesleder i Filmefterskolen.
Begge parter er glade for, at de fredede bygninger, som oprindeligt udgjorde Entreprenørskolen, kan få en anvendelse, der minder om det, stedet er bygget til.
Ejendommen rummer blandt andet 46 værelser, undervisningslokaler, konferencesal og fællesfaciliteter.
Filmefterskolen, som dedikerede ildsjæle har arbejdet i en årrække på at realisere, går benhårdt efter at åbne i august 2026 og satser på 60 elever i første omgang.
Det bliver Danmarks første, ja faktisk den første i Norden af sin slags.
I marts fredede Slots- og Kulturstyrelsen bygningerne, som blev opført fra 1967 til 1968 som kursusejendom for Danske Entreprenører.
Både Filmefterskolen og Hotel Toppen lover, at kunderne kan regne med, at alle bookinger i foråret og sommeren står ved magt, og samtidig har de ansatte på Hotel Toppen fået tilsagn om, at der ved et eventuelt jobmatch kan findes en ansættelse til dem på den nye efterskole.
Betydelig bankgæld i EBIC
Når Filmefterskolen overtager ejendommen fra EBIC, vil det frigive midler til fordel for idræts- og kulturlivet i Ebeltoft.
»EBIC er sat i verden for at drive en række kultur- og idrætsfaciliteter. Med pengene fra et salg kan vi rette fokus mod den planlagte modernisering og opdatering af vores faciliteter,« siger Hans Jørgen Hvitved.
EBIC har de seneste år haft store underskud på driften af Hotel Toppen af Ebeltoft, hvilket har resulteret i en betydelig bankgæld. Det står der i en intern orientering, som avisen her er kommet i besiddelse af.
Afsender er Hans Jørgen Hvitved, som har sendt orienteringen til repræsentantskabet for Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter.
For cirka et år siden sadlede EBIC om og startede en forvandling af det tidligere Danhostel-vandrehjem til et hotel af høj kvalitet.
Ideen blandt sammenblandingen af at drive et overnatningssted samtidig med en hal og idrætsfaciliteter har altid været, at hoteldriften skulle finansiere udvikling og drift af hallen og alle de aktiviteter og fremtidsplaner, der er omkring den.
Men den model har nu vist sig ikke at holde.
Derfor besluttede bestyrelsen i august ifølge orienteringen til repræsentantskabet at indlede en salgsproces, som blev overhalet af et købstilbud fra Filmefterskolen.
Rettidig omhu?
Da avisen kontakter EBIC for at høre, hvor den rettidige omhu har været, når man omlægger driften og bruger penge på at modernisere og brande et nyt hotel for kun et år efter at sælge det, afviser Hans Jørgen Hvitved, at det i sig selv var en forkert beslutning at rebrande hotellet.
»Det skal ikke lyde som en dårlig undskyldning, men vi har været ramt af den ene ulykke efter den anden. Sammen med uheldige omstændigheder skal det også siges, at der er truffet nogle uhensigtsmæssige dispositioner, som i bagklogskabens klare lys tydeligt ikke har været gode for EBIC. Det falder tilbage på både den professionelle ledelse og på bestyrelsen. Vi har haft underskud i både 2023 og 2024, og det får vi også i 2025. Vi har arbejdet intenst gennem længere tid på at få styr på driften, men det er ikke lykkedes.«
Ifølge den konstituerede direktør, Niels Bonkegaard, har belægningen henover sommeren været tæt på 100 procent, men det har alligevel ikke været nok.
»Det ville tage alt for lang tid at få økonomien på ret køl igen, og derfor er løsningen blevet at sælge.«
Ingen af parterne vil endnu offentliggøre prisen, da det stadig er en betinget købskontrakt, men hvis handlen går igennem, vil det give EBIC et ganske betydeligt millionbeløb til hallen og idræts- og kulturaktiviteter.
»Og så kan vi koncentrere os om fremadrettet at drive idrætsaktiviteter, som jo er vores kerneopgave.«
Salget er i øvrigt også betinget af, at Syddjurs Kommune yder en kommunegaranti, hvilket forventes afklaret på økonomiudvalgsmødet den 19. november.
»Syddjurs Kommune ser velvilligt på planen. Der forhandles om en kommunegaranti, ligesom forvaltningen arbejder videre med de tekniske, juridiske og økonomiske forudsætninger,« lyder det afsluttende fra Jørn Grønkjær.