Fortsæt til indhold

Efterskole drømmer om at flytte ind på Strandhotellet

Syddjurs Kommune støtter projektet om at omdanne Strandhotellet til Danmarks første filmefterskole, foreslået af Henrik Frederiksen, men der mangler endnu finansiering til at realisere drømmen

Kultur og byliv

Nyheden om, at rigmanden Henrik Frederiksen nu vil sælge Molskroen og Strandhotellet i Femmøller ved Ebeltoft kom onsdag 11. marts, men for nogle var det ikke en nyhed.

Filmefterskolen Ebeltoft har nemlig i nogle måneder været i dialog med ejeren, der selv rakte ud til filmefterskolens bestyrelse med ideen om at lave Strandhotellet og dets 29 værelser om til en efterskole.

Et spændende, men til dels også kontroversielt forslag i en tid, hvor der netop er lukket to hoteller i byen, erkender Jørn Grønkjær, som på vegne af filmefterskolen har været tovholder på forhandlingerne med Henrik Frederiksen.

»Vi har i lang tid ledt efter egnede bygninger til det, der bliver Danmarks første filmefterskole, og det her er simpelthen ubetinget det bedste bud. Kvaliteten er uovertruffen, og det samme er beliggenheden, så vi er meget interesseret.«

Drømmen

Det er godt en håndfuld år siden, at Eva Klinting, som er dramaturg, tidligere efterskolelærer og selv bor i området, fik ideen til at lave en filmefterskole.

Hun har altid undret sig over, at der ikke noget sted i Danmark eller i hele Norden faktisk, findes en filmefterskole.

Det er godt en håndfuld år siden, at Eva Klinting, som er dramaturg, tidligere efterskolelærer og selv bor i området, fik ideen til at lave Nordens første filmefterskole i Ebeltoft. Pressefoto

Drømmen er at tage det bedste fra efterskoleverdenen og kombinerer med filmbranchen.

Foreningen bag har allerede skabt et stort fagligt netværk og fået tilkendegivelser fra store spillere på den danske filmscene om opbakning.

Eva Klinting understreger, at den nye efterskole er inspireret af den kreative atmosfære, der findes i Syddjurs.

»At Den Europæiske Filmhøjskole også ligger i byen, gør det bare endnu mere oplagt, at en ny filmefterskole skal ligge i Ebeltoft.«

Hun fremhæver behovet for efterskoler, der tiltrækker unge med skaberkraft.

»Vi har brug for efterskoler med kunstnerisk profil, som kan henvende sig til unge med masser af skaberkraft.«

Eva Klinting mener, at det kreative og skabende er tæt forbundet med modet til at tage del i samfundet, især i en tid hvor verden står over for alvorlige udfordringer.

»Lige præcis i Midtjylland har vi en hel perlerække af fremragende efterskoler inden for musik, billedkunst og scenekunst, som tiltrækker unge fra hele Norden.«

Hun ser potentialet i at samarbejde med andre skoler, kulturskoler og ungdomsuddannelser i Norden, men påpeger, at der mangler en efterskole med fokus på filmområdet.

Skolen vil starte med at huse 60 elever og så henover de første år øge til 80, men det kræver, at der findes en lokation.

Frederiksens egen idé

Foreningen havde allerede i 2022 kig på den tidligere Skelhøjeskole i Ebeltoft, der står tom. Bygningerne viste sig at være i for ringe stand, og siden har de søgt med lys og lygte efter egnede bygninger.

De har haft kig på mange steder, også langt væk fra Ebeltoft, men drømmen har altid været at få en bynær efterskole i lige netop Ebeltoft.

Derfor var glæden stor, da Henrik Frederiksen af sig selv før jul rakte ud til bestyrelsen for at indlede dialogen.

»Efter meget tillidsfulde forhandlinger er vi enige med Henrik Frederiksen om prisniveauet. I det hele taget har Henrik Frederiksen vist meget stor imødekommenhed og ønske om at bidrage til liv i Femmøller-området.«

I mellemtiden er der i den grad blevet skruet op for arbejdet med at kontakte potentielle investorer, for det er nødvendigt at få sådanne på banen, hvis overtagelsen skal blive en realitet, fortæller Jørn Grønkjær.

»Vi tænker i flere modeller. Enten kan vi finde en medinvestor og søge fonde, men det er også en mulighed, at vi finder en, der vil eje bygningerne alene og så leje dem ud til efterskolen.«

Desværre er det endnu ikke lykkedes, og Jørn Grønkjær og bestyrelsen havde naturligvis foretrukket, at Strandhotellet var forblevet et skuffesalg, indtil finansieringen var på plads, men de forstår til fulde, at salget skulle offentliggøres.

»Nu kan vi håbe, at nogle investorer ser nyheden og dermed også mulighederne og vil samarbejde med os.«

Stor interesse

Hvad angår det aktuelle problem i Ebeltoft med hotellukninger, så er Jørn Grønkjær som skrevet helt med på, at det kan skabe modvilje mod, at efterskolen overtager hotellet.

»Vi vil selvfølgelig samarbejde med Molskroen om, at der skal være plads til gæster hos os i højsæsonen. Altså, når eleverne er på ferie. Det bliver måske en lidt anden standard, end der er nu, men til gengæld mener vi, at efterskolen kan skabe så meget andet liv i Femmøller og Ebeltoft, både for de erhvervsdrivende i området, men også for hele kulturmiljøet.«

Det sidste er Syddjurs Kommune enig i, og de har gennem hele arbejdet med at skabe Filmefterskolen Ebeltoft bakket op med rådgivning og økonomi.

Også i denne omgang.

»Lige før jul gik det hele meget stærkt, og politikerne har virkelig strakt sig langt i forhold til at behandle vores ansøgning om kommunegaranti. Økonomiudvalget lavede for eksempel et ekstraordinært møde kun få dage før juleaften med det ene punkt på dagsordenen. Det er vi meget taknemmelige for.«

Kommunegarantien til efterskolen lyder på fem millioner kroner.

Ifølge Henrik Frederiksen har der siden salget blev offentliggjort været mange henvendelser fra interesserede købere. Det bekræfter ejendomsmægler Stephen Berthelsen fra EDC Hillerød.

»Ja, vi har travlt, men det her kunne være en drøm, der går i opfyldelse, så vi arbejder videre og hårdt på, at det lykkes, og det er der en reel mulighed for, for vi har et meget tillidsfuldt samarbejde med Henrik Frederiksen om at virkeliggøre hans gode idé,« lyder det afsluttende fra Jørn Grønkjær.