»Mit hjerte vil mere end min hjerne kan - jeg skylder alle en stor tak«
Thomas Hanberg Hansen fratræder som direktør for EBIC og Hotel Toppen af Ebeltoft
Thomas Hanberg Hansen stopper som direktør for Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter (EBIC) og Hotel Toppen af Ebeltoft.
Det fortæller han i et opslag på det sociale medie LinkedIn.
Beslutningen kommer efter en længere periode med helbredsproblemer, der har gjort det vanskeligt for ham at fortsætte i rollen.
Hanberg Hansen har været en central figur i udviklingen af EBIC og Hotel Toppen af Ebeltoft, siden han tiltrådte som direktør for 2,5 år siden.
Under hans ledelse er der blevet igangsat en række betydelige projekter, herunder en visionsplan for idrætscentret og området omkring hallen, skolen og hotellet.
Han har også været drivkraften bag transformationen af det tidligere vandrerhjem til et moderne hotel.
Thomas Hanberg Hansen fortæller i opslaget:
»Vi har afholdt et stort fællesmøde i vores idrætscenter sammen med byens borgere og brugere, for at finde ud af i hvilken retning vi ønskede for EBIC de næste 50 år.«
Han fortsætter:
»Vi har startet en transformation af Toppen af Ebeltoft, fra at være et noget slidt vandrerhjem til et voksende 5-hjertet hotel. Vi har afholdt strikke/hygge aftener, diverse vinsmagninger, intimkoncerter, udendørs sommerkoncerter, åbnet en frokostrestaurant, digitaliseret hele forretningsgangen og implementeret nyt bookingsystem, renoveret det meste af køkkenet, startet et Kreaværksted og ændret hele stedets sjæl gennem nænsom renovering af gamle danske møbler.«
Endelig skriver han:
»Vi har fået brandet stederne som byens og lokalbefolkningens steder, hvor man altid bliver budt velkommen med et smil og oprigtig hjertevarme. Vi har markedsført os vidt og bredt og har i samarbejde med bl.a. VisitAarhus udviklet nye mødesteder i naturen.«
Alvorlig sygdom
Desværre blev Hanberg Hansen ramt af en alvorlig sygdom i februar 2024, som har haft betydelige konsekvenser for hans helbred og arbejdsevne.
En colloid cyste i hjernen førte til livstruende tryk, og han måtte gennemgå flere operationer. Selvom cysten var godartet, var dens placering i hjernen kompleks og krævede akut behandling.
Efter operationerne har Thomas Hanberg Hansen oplevet kognitive mén som hjernetræthed, mangel på ord, søvnbesvær og koncentrationsbesvær.
I februar i år talte Ebeltoft Folketidende med Thomas Hanberg Hansen om at være få minutter fra at dø - og vågne op til en anden virkelighed bagefter.
Dengang sagde han:
»Inden min sygdom var jeg et sted, hvor jeg efter et langt arbejdsliv var flyttet til Djursland, hvor det er fedt at bo og havde fået et fedt job, jeg kunne blive ved at udvikle på. Hvor jeg kunne forandre noget. Jeg følte, jeg var landet. At her skulle jeg være de næste 10 år indtil min pension.«
Men sådan blev det altså ikke.
Tilbage i marts afholdt fonden EBIC repræsentantskabsmøde, og her sagde formand Hans Jørgen Hvitved følgende i sin beretning:
»Året har været udfordrende. Direktør Thomas Hanbergs pludselige og langvarige sygdom har haft en betydelig indvirkning. Det siger sig selv, at fraværet af en nylig tiltrådt direktør, der havde igangsat en omfattende forandring af arbejdspladsen og lagt en ny strategi, skaber uro og usikkerhed. Heldigvis har Thomas Hanberg det godt og er tilbage på posten, om end det endnu ikke er i helt fuldt omfang.«
Det nåede direktøren altså aldrig at komme.
Tak!
Thomas Hanberg Hansen har kæmpet med alt, hvad han har for at komme tilbage med samme styrke som før, men efter en periode med skiftevis fravær og nedsat arbejdstid står det klart, at hans helbred foreløbigt ikke tillader ham at fortsætte på samme niveau som før.
»Lige nu vil min hjerne ikke være med på samme niveau som mit hjerte. Bestyrelsen har derfor valgt at lade mig gå, og det forstår jeg godt. Det er med lige store dele sorg og lettelse, at jeg nu tager mig en lang sommerferie og får hvilet ørerne, inden jeg overhovedet begynder at tænke på, hvordan min fremtid så skal/kan se ud,« skriver han på LinkedIn.
Direktøren har fra dag ét i jobbet gjort det til en mærkesag at skabe samarbejder med andre aktører i lokalområdet, og han vil uden tvivl efterlade et tomrum hos dem, der arbejder med udvikling og kultur i og omkring Ebeltoft.
Hanberg Hansen udtrykker da også stor taknemmelighed over for alle, der har støttet ham gennem hans tid som direktør.
»Jeg skylder en kæmpe TAK til dem, der er og var med på vejen: Samtlige tidligere og nuværende medarbejdere i både EBIC og på Toppen - alle samarbejdspartnere, leverandører, sponsorer og politikere i Syddjurs Kommune og ikke mindst alle vores skønne kunder, gæster og brugere af både EBIC & Toppen af Ebeltoft,« afslutter han.