Thomas var få timer fra at dø: Jeg vågnede til en anden virkelighed

Thomas Hanberg Hansen har om nogen oplevet, at livet tager en U-vending.

Fra den ene dag til den anden blev han taget ud af ligningen, som han selv kalder det. Han vågnede op til en helt anden virkelighed.

»Det har været en spændende tur,« siger han og retter sig selv med et skævt smil:

»Nej, okay. Måske ikke ligefrem spændende, men et wake-up call. En rusketur.«

Han havde været i jobbet som direktør for Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter, der ejes og drives af fonden EBIC, i godt et år og allerede nået at lægge flere og store udviklingsprojekter på tegnebrættet. Blandt andet en visionsplan for idrætscentret og hele området mellem hallen, skolen og det, der tidligere var et vandrerhjem, men nu er Hotel Toppen af Ebeltoft.

Altså, en central figur for visioner og udvikling for byen og de mange familier, som hver dag bruger faciliteterne omkring skole og hal.

»Jeg var et sted, hvor jeg efter et langt arbejdsliv var flyttet til Djursland, hvor det er fedt at bo og havde fået et fedt job, jeg kunne blive ved at udvikle på. Hvor jeg kunne forandre noget. Jeg følte, jeg var landet. At her skulle jeg være de næste 10 år indtil min pension,« fortæller den 58-årige direktør.

Men akut sygdom tvang Thomas Hanberg Hansen til fra den ene dag til den anden at genoverveje sin måde at leve livet på. Ikke mindst sin rolle som direktør.

Tæt på at dø

En eftermiddag i februar sidste år havde Thomas Hanberg Hansen givet et foredrag i idrætscentret i Ebeltoft.

»Da jeg går ud derfra, har jeg en oplevelse af, at jeg simpelthen ikke kan huske, om jeg har min bil med, eller hvor den er henne. Jeg aner det simpelthen ikke. Det føltes meget mærkeligt, for jeg er typen, der har styr på alting.«

Han finder bilen og kører hjem, men føler sig influenzaramt og mistænker stresssymptomer.

Dagen efter på en gåtur med hundene føles hans krop mærkelig – som pakket ind i bobleplast – og hans ene ben opfører sig underligt. Det får ham til at reagere.

Samme aften viser en scanning på hospitalet en colloid cyste midt i hjernen. Den er godartet og en kendt lidelse, selv om der kun er to ud af en million, der får den.

Men fordi cysten sidder, hvor den gør, gør det behandlingen kompleks. Cysten blokerer væskeomløbet og fører til livstruende tryk i hjernen, der ultimativt kan trykke hjernestammen ned i rygsøjlen, hvilket man dør øjeblikkeligt af.

Ifølge Thomas Hanberg Hansen mente lægerne, at han var kommet ind i sidste øjeblik. Var han ikke blevet opereret, ville han være død indenfor 24 timer, sagde de.

For hans hustru, Kamilla, var hele forløbet dybt skræmmende.

Han gennemgår flere operationer, men Thomas nåede ikke på samme måde at opfatte, hvor livstruende, det hele var. Ikke før han kom på den anden side og vender hjem til huset i Dråby som et andet menneske.

»Den ene dag kunne jeg ’alt’. Den næste kunne jeg intet.«

Han har egentlig aldrig været bange for at dø. Det er han stadig ikke, men en nærdødsoplevelse som denne sætter selvfølgelig tanker i gang.

»Det var sådan et: hov, jeg er ikke udødelig. Hvad skal jeg så bruge mit liv og min tid på? Hvad er vigtigst?«

En bedre leder

Efter operationen kom kognitive mén. Hjernetræthed, mangel på ord, søvnbesvær, koncentrationsbesvær og mange andre ting, og der fulgte en lang periode med at komme nogenlunde ovenpå igen.

»Der foregik selvfølgelig masse praktiske ting med sundhedsvæsen, kommune, forsikringsselskab og så videre, men også en mere personlig rejse i at gå fra at være ét sted til at lande et helt andet sted. Jeg tænkte meget over, om jeg nogensinde kom til at arbejde igen. Og hvad ville jeg med mit arbejdsliv.«

Eftervirkningerne fra indgrebene i hjernen er endnu ikke væk, men det er hans tvivl om hvad, han vil bruge sin tid på.

»Jeg fandt frem til, at jeg elsker at arbejde. Og det er der jo ikke noget galt i.«

Han kæmpede sig tilbage i direktørstolen.

Det krævede nogle snakke med fondens bestyrelse, som naturligt nok var bekymret for, om han fortsat kunne bestride jobbet.

De fandt frem til en gensidig forståelse, og selv om han fortsat er på nedsat tid, så er han en bedre leder i dag, end før sygdommen, mener han.

»Som leder er jeg nok blevet mere direkte. Mere fokuseret. Jeg gider ikke så meget bullshit, men jeg har også opdaget, at jeg er dybt afhængig af et stærkt hold af kollegaer. «

Mens han gik hjemme, formede han en ny strategi for udvikling og drift af center og hotel.

»Den implementerer vi nu. Jeg er stadig Thomas. Fuld af visioner og ideer, men nu har jeg oprettet et ledelsesteam, som jeg uddelegerer mere ansvar til end før. Jeg er knapt så meget i centrum selv.«

Ambitionerne er dog de samme.

»Det her er et job, som jeg kan blive ved med at udvikle på længe. Og det er ikke bare et job. Der er hjerte i det.«

Han synes, man skal bruge sit hverv til at gøre verden til et bedre sted.

»Det kan virksomheder også gøre. Det behøver ikke kun at være fonde, NGO´er eller frivillige forundt. Som hotel og idrætscenter spiller vi også en rolle i at gøre noget godt, ikke mindst for vores lokalsamfund. Det er en vigtig drivkraft for mig. Det kunne jeg snakke om i lang tid. Det er en hel historie for sig selv.«